Lyt til artiklen:

NCC skal renovere HOFOR's længste kildeplads

00:00
Hastighed: ???x
03:09

Abonnementsartikel

Sammen med HOFOR fortsætter NCC nu totalrenoveringen af den syv kilometer lange Attemose Kildeplads. Arbejdet skal udføres i et fredet naturområde og inkluderer blandt andet renovering af pumpehuse, styret boring og kabellægning i kilometervis.

HOFOR indhenter hver dag rent drikkevand til over én million kunder i hovedstadsområdet. Det sker fra i alt 49 kildepladser/boringsområder på det østlige Sjælland. Som led i HOFOR's vandforsyningsstrategi skal Attemose Kildeplads, der strækker sig over syv kilometer fra Fruervadvej ved Borup til Nørre Herlev, nu totalrenoveres. Attemose Kildeplads er den længste Kildeplads i Danmark og leverer årligt 3,3 millioner kubikmeter drikkevand til Værket ved Slangerup.

- Vi gik i gang med renoveringen af Attemose Kildeplads i 2021. Nu er projektets næste fase klar til at gå i gang. NCC skal hjælpe HOFOR med at udføre opgaven, der i hovedtræk handler om styret boring af 5,8 kilometer vandledninger, etablering af 7,5 kilometer el- og fiberkabler samt opsætning af 22 nye pumpehuse, der skal pumpe grundvand op til behandling på Værket ved Slangerup, fortæller projektleder Jonas Iversen, HOFOR.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en spændende og kompleks opgave, og vi er glade for igen at skulle samarbejde med Hofor siger Kim Petersen, produktionsdirektør, Vand & Afløb, NCC Infrastructure, og tilføjer:

- Vi har dygtige folk på projektet, der har mange års erfaring med drikkevandssikkerhed (DDS) og etablering af drikkevandsledninger i fredede og beskyttede naturområder som ved Attemose Kildeplads.

En gravefri løsning

Dele af området omkring kildepladsen er fredet efter naturbeskyttelseslovens §3, og det stiller særlige krav til anlægsarbejdet, der skal planlægges, så beskyttede arealer ikke bliver ændret, og så naturtilstanden bevares.

- Vi har tidligere gennemført renoveringer af kildepladser for HOFOR i områder med sårbar natur, blandt andet Katrinebjerg Kildeplads. Vi har derfor godt kendskab til, hvordan man tilrettelægger arbejdet og håndterer maskiner, så vi får taget de nødvendige hensyn til naturen, siger Kim Petersen.

rich-media-2
Til opgaven benytter NCC sig blandt andet af styret underboring. Foto: Jonathan Grevsen.

Han fortæller, at styret boring er en af metoderne, som NCC tager i brug ved Attemose Kildeplads for blandt andet at beskytte naturen i området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Styret boring er mere skånsom over for miljøet end almindelige udgravninger, da man kan passere vandløb og grønne områder, uden at skulle grave op, siger Kim Pedersen.

Metoden kaldes også "no dig", fordi man slipper for opgravning, og dermed generne som opgravningen medfører. På den måde kan man hurtigt og effektivt lægge rør og ledninger selv ved vanskelige og uhensigtsmæssige graveforhold.

- Vi har anvendt gravefri metoder siden starten af 1990'erne. Metoden er oplagt på projektet ved Attemose Kildeplads, da vi også skal udføre ledningsarbejde under Attemosens krydsninger af både jernbane og Roskildevej. På den måde tager vi ikke alene hensyn til naturen, vi sikrer også færrest mulige gener for trafikanter og beboere i området, slutter Kim Petersen.

NCC's samlede arbejde strækker sig over de næste to år, og entreprisen udgør en kontraktsum på omkring 40 millioner kroner.