Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Lav søgning til erhvervsuddannelser fortsætter
I de netop offentliggjorte søgetal til ungdomsuddannelser fra Børne- og Undervisningsministeriet fremgår det, at kun 19,4 procent af grundskoleeleverne har søgt erhvervsuddannelserne i 2023, mens 72,6 procent har søgt mod en gymnasial uddannelse. I 2022 søgte 20,0 procent en erhvervsuddannelse efter grundskolen, så der er tale om et mindre fald i forhold til sidste år.
Om de nye søgetal udtaler administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad:
- De nye tal viser, at vi desværre stadig er langt fra den tidligere fastsatte målsætning om, at 25 procent af en årgang vælger en erhvervsuddannelse. Der er meget beklageligt set i lyset af den store mangel på faglærte. Virksomhederne har allerede i dag meget svært ved at finde nok elever, selvom der blev indgået rekordmange nye lærepladsaftaler i 2022. Hvis søgningen ikke stiger, bliver det endnu sværere at finde nok elever til de ledige lærepladser.
- Den lave søgning har betydning for virksomhederne, men også for bl.a. den grønne omstilling, der kræver dygtige faglærte. Derfor er det afgørende, at vi får investeret massivt i kvaliteten af vores erhvervsuddannelser, så vi kan øge søgningen og gennemførslen.