Lyt til artiklen:

HydraSpecma investerer massivt i elektrificering

00:00
Hastighed: ???x
03:43

Abonnementsartikel

Med etableringen af et nyt center med elektrificering som omdrejningspunkt og ansættelse af specialister på området går HydraSpecma målrettet efter at blive førende indenfor elektrificering af entreprenørmaskiner.

Elektrificeringen af personbiler har været i gang i en årrække, og nu er turen kommet til entreprenørmaskiner og andre typer af maskiner.

Midt i udviklingen befinder sig den danske industrivirksomhed HydraSpecma, som udvikler løsninger til kunder, der vil elektrificere deres maskinpark. HydraSpecma er ejet af industrikonglomeratet Schouw & Co. og her skal den oliebaserede hydraulik gå hånd i hånd med elektrificeringen. Virksomheden har truffet en strategisk beslutning om at opprioritere udviklingsarbejdet og går målrettet efter at være udviklingspartner for kunder, der leverer maskiner til entreprenører, landbruget og andre brancher.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den grønne omstilling er i fuld gang, og kunderne efterspørger kompetencer indenfor elektrificering i forbindelse med udvikling af nye maskiner eller ombygning af eksisterende maskiner. Vi vil være den førende udviklingspartner for vores nuværende og kommende kunder. Derfor har vi oprustet massivt og fået nye kompetencer ind i virksomheden, siger administrerende direktør Morten Kjær fra HydraSpecma, som hovedsageligt leverer hydraulikløsninger inden for power & motion-segmentet.

HydraSpecma har etableret et nyt videnscenter, Center of Excellence - Electrification, hvor softwareingeniører og elektronikingeniører med den nyeste viden om elektronik og design arbejder sammen med kolleger, som har stor erfaring med hydraulik, og som kender kundernes behov.

- Det er en perfekt kombination, fordi vi sætter det bedste sammen fra to verdener, og jo tidligere, vi kommer ind i processen, jo bedre er det for alle parter, fordi vi får udviklet den rigtige bæredygtige løsning fra start, siger Morten Kjær.

Elektrificering i alle brancher

Elektrificeringen gør sit indtog i stort set alle brancher, fordi entreprenørmaskiner, landbrugsredskaber og en lang række andre maskiner skal drives af el. HydraSpecma har for eksempel været med i udviklingen af elektrificerede betonudlæggere og gravemaskiner, der traditionelt kører på benzin. I nogle tilfælde vil hybridløsninger, hvor der benyttes hydraulik til opgaver, som kræver ekstra stor kraft, være den optimale løsning.

- I mange tilfælde er overgangen fra fossile brændstoffer til el ikke alene en fordel for klimaet. Det er også godt for arbejdsmiljøet, fordi eldrevne maskiner hverken støjer eller udleder skadelige partikler, siger sales manager Anders Kristensen fra HydraSpecma.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ikke kun små maskiner, der kan køre på el. HydraSpecma har blandt andet samarbejdet med virksomheden Seasight Solutions om en såkaldt blade mover, som flytter store vindmøllevinger på havnearealer. Førhen var den type maskiner dieseldrevne, men nu er dieselmotoren skiftet ud med en elmotor og batterier på den mange tons tunge maskine, som transporterer vinger, der ofte er over 100 meter lange.

- Vores kunder stiller i stigende grad krav om, at vi leverer klimavenlige løsninger. Vi er overbeviste om, at vi kommer til at sælge flere blade movere og andre eldrevne maskiner i fremtiden, for vi mærker stor interesse for den type løsninger. Vi har derfor brug for en samarbejdspartner som HydraSpecma, der har stor ekspertise indenfor området. Vi kan tydeligt mærke, at HydraSpecma prioriterer udviklingsarbejdet og en god dialog højt, siger administrerende direktør Thomas Halkjær Kristensen fra Seasight Solutions.

Fokus på innovation

Morten Kjær er overbevist om, at elektrificeringen fører til markant stigende efterspørgsel.

- Den hurtige udvikling henimod elektriske løsninger kræver, at vi i dag kan tilbyde kunderne helt andre kompetencer end for bare et par år siden. Vi kan i endnu højere grad udvikle løsninger i samarbejde med kunderne, og det har kunderne taget godt imod, siger Morten Kjær.