Lyt til artiklen:

Munck ruller maskinerne ud på E45

00:00
Hastighed: ???x
05:08

Abonnementsartikel

Logistikken er altafgørende, når der skal lægges ny asfalt. Det gælder især, når man arbejder på motorvej og i begrænsede tidsvinduer, som Munck Asfalt gør i disse dage på E45.

Den velkendte skurren fra forbipasserende køretøjer, er det, der rammer øregangene på denne kolde og særdeles blæsende aften ved afkørsel 37 Handest på E45.

Myldretrafikken har lagt sig. Men det er ikke den eneste årsag til, at larmen virker anderledes fjern, denne aften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For mens køretøjerne suser forbi i nordgående retning, er der nærmest helt stille i sydgående. Her går i stedet en flok orangeklædte asfaltarbejdere assisteret af en hjullæsser og ruller net ud.

rich-media-2
Der skal mange mand til at betjene de mange maskiner på en asfaltentreprise. Foto: Tim Søgaard.

- Det er en strækning, der er enormt medtaget, og derfor bliver belægningen skiftet ud helt ned i 10 centimeters dybde og understøttet med et særligt armeringsnet, der skal forebygge revnedannelser, fortæller Mogens Christensen, der er entreprisechef hos Munck Asfalt.

En anderledes opgave

Da Maskinteknik besøger entreprenøren, har man arbejdet i to dage på projektet, der indebærer udskiftning af belægningen i det sydgående spor på hele den fem kilometer lange strækning mellem 38 Purhus og 37 Handest.

- En motorvejsentreprise er lidt anderledes end så meget andet asfaltarbejde. På de danske motorveje kører der en virkelig stor mængde køretøjer, og det betyder, at omlægningen af trafikken er et stort arbejde i sig selv, fortæller Mogens Christensen.

rich-media-3
Mogens Christensen, entreprisechef hos Munck Asfalt. Foto: Tim Søgaard.

På denne entreprise lukker Munck Asfalt strækningen helt ned i aften- og nattetimerne og omdirigerer trafikken via en gammel hovedvej mellem de to afkørsler. Det betyder, at entreprenøren relativt hurtigt kan komme i gang med asfaltarbejdet. Til gengæld har der ligget et stort arbejde forud for det egentlige asfaltarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har brugt omtrent to måneder på forberedelser, inden vi kunne komme i gang, fordi det kræver en håndfuld tilladelser at dirigere trafikken væk fra motorvejen, forklarer Mogens Christensen.

Anseelig mængde maskiner

I horisonten kan asfaltarbejderne ane den store to-meter asfaltfræser, som på monstrøs vis tygger sig gennem den sagesløse asfalt, og spytter det gennemgnaskede materiale ud i en forankørende lastvogn. Maskinføreren dytter ivrigt for at signalere, at chaufføren skal køre frem, så materialet fordeler sig jævnt. To dyt - så er der fyldt, og derefter bliver materialet fragtet til Munck Asfalts asfaltfabrik, hvor det genanvendes.

- På en god nat fræser den cirka 2500 tons asfalt, siger Mogens Christensen.

rich-media-5
Den store to-meter fræser kan fræse omkring 2500 tons asfalt på en god nat. Foto: Tim Søgaard.

Selvom den er stor, er maskinen dog ikke ene om arbejdet. Armadaen, der folder sig ud på strækningen, tæller også to halv-meter fræsere, en håndfuld feje-sugebiler, to asfaltudlæggere, en asfaltfeeder, fem tromler og en lille, nyudviklet maskine, som Munck Asfalt anvender til at udlægge armeringsnet.

- Så det er en anseelig mængde maskiner, der skal til for at løfte et projekt som dette, siger entreprisechefen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor logistik og rette forhold

Men det er ikke kun mængden af maskiner, der skal være stor. Det skal mængden af asfalt naturligvis også.

- Når vi arbejder på motorvej, skal der typisk meget store mængder asfalt til. Det er en kæmpe opgave, at få logistikken til at spille. Det gælder både med hensyn til at skaffe materialer til asfaltfabrikken men også at få transporteret den færdige asfalt ud til udlæggerholdene, fortæller Mogens Christensen.

Logistikken har man selv indflydelse på. Sådan er det bare ikke med vejret, som også spiller en stor rolle på asfaltopgaver - især de store.

rich-media-7
Vejret spiller en stor rolle, når asfalten skal udlægges. Foto: Tim Søgaard.

- Når vi kører så store mængder asfalt, som vi gør herude, så er vejret en stor planlægningsfaktor, fordi asfaltværket skal i gang med at producere asfalt mange timer inden, vi begynder at lægge det ud, siger Mogens Christensen.

Derfor kan det godt gå hen at blive spændende i perioder, hvor det regner meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der skal tages nogle beslutninger, som ikke altid er rare at tage. Måske tør vi køre - måske tør vi ikke. Der handler det om at have is i maven, siger Mogens Christensen.

Der kan nemlig være store omkostninger forbundet med at producere asfalt, som enten skal kasseres - eller sågar skrælles af igen, fordi den er udlagt under ugunstige forhold.

- Af den årsag begynder vi typisk på entrepriser som denne fra slutningen af april og frem, hvor vejret normalvis er mere stabilt. Tørvejr er simpelthen en nødvendighed, når vi kører her, siger Mogens Christensen.

Natarbejde

Munck Asfalt har cirka 20 mand beskæftiget på projektet. De arbejder fra cirka klokken 18.00 til 05.00. Sådan er det oftest, når der er tale om motorvejsentrepriser.

rich-media-9
Foto: Tim Søgaard.

- Det kan være udfordrende for dem, der er involveret. Man skal lige vænne sig til at arbejde om natten og sove om dagen, og så er lyset også en faktor. Det er altid svært at se, om det, man får lavet, er i orden, når det er mørkt. Derfor er vores maskiner også udstyret med en god portion lamper. Det er der også et sikkerhedsmæssigt perspektiv i, siger Mogens Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forventer, at projektet kommer til at tage cirka 14 dage, og på den tid skal der fræses og genudlægges omkring 11.000 tons asfalt.