Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Entreprenørkoncern og robotfirma nytænker støbearbejde i pilotprojekt
Abonnementsartikel
Et nyt pilotprojekt mellem Arkil og robotvirksomheden Odico skal vise, om det er muligt at anvende støbeforme af plastik og flamingo, EPS.
Når entreprenørvirksomheden Arkil i efteråret går i gang med at etablere 438 mastefundamenter for Energinet, kommer dele af støbearbejdet muligvis til at foregå med ny teknologi, der kan betyde markante fremskridt inden for arbejdsmiljø og klimaaftryk.
Det skriver Arkil i en pressemeddelelse.
I et nyt pilotprojekt vil entreprenørkoncernen og robotvirksomheden Odico afklare, om det er muligt at anvende forskalling i printet plast med en kerne af flamingo, når der på hvert af de 438 maste-fundamenter bliver støbt fire søjler.
- Projektet er stadig i den spæde opstart, men de indledende takter er lovende, og vi ser et stort potentiale for at styrke arbejdsmiljøet og reducere CO2-aftrykket med teknologien, siger teknisk direktør i Arkil, Jan Schmidt, i pressemeddelelsen.
Erstatning af traditionel forskalling
Pilotprojektet bygger på et langvarigt udviklingssamarbejde mellem Arkil og Odico, der tidligere har resulteret i en fliseskærerobot og støbeforme i flamingo til brønde.
Formålet med det nye pilotprojekt er at omsætte Odicos ekspertise med robotfremstillede støbeforme til et produkt, der kan erstatte traditionel forskalling.
I det konkrete tilfælde bliver der støbt fire runde søjler på hvert af de 438 mastefundamenter.
Her vil en traditionel forskalling bestå af valset metal, som med 1,1 meter i diameter og en højde på 1,85 vil blive så tung, at det kræver en kran at løfte. Selv med en kran som hjælpemiddel er det fysisk krævende at få forskallingen placeret korrekt, skriver Arkil.
Odicos støbeforme består derimod af fire dele, der kan blive håndteret af to personer uden brug af hjælpemidler. Derfor er der både potentiale for færre tunge løft og hurtigere arbejdsgange.
På CO2-fronten er der forventninger om en gevinst, hvis det er muligt at undgå at bruge en kran til at håndtere forskallingen, oplyser Arkil.
Begynder med prøvestøbning
Nu skal en prøvestøbning afklare, om det færdige resultat lever op til kravene, så vejen er banet for at tage pilotprojektet videre til næste fase. Forude venter også beregninger af den forventede CO2-besparelse fra materialer og transport, lyder det
- Hvis man vil innovation - og det vil vi i Arkil - må man også investere i at afprøve ny teknologi. Derfor glæder vi os til at se, om vi i fællesskab med Odico kan udvikle noget, der skaber værdi for både virksomheden, vores medarbejdere og omverdenen, siger teknisk direktør i Arkil, Jan Schmidt.
Også fra Odicos side er der store forventninger til samarbejdet.
- Sammen med Arkil er vi overbeviste om, at vi kan levere effektive og bæredygtige løsninger, der ikke blot vil forbedre produktiviteten og sikkerheden, men også reducere byggeriets miljøpåvirkning, siger COO i Odico A/S, Alexander N. Andersen.
- Vi ser frem til samarbejdet og glæder os til at gøre dette pilotprojekt til en succes, siger han.
Arkil går i gang med at etablere de mange mastefundamenter i sensommeren 2023.
Der er tale om en internt samarbejde mellem flere af Arkils afdelinger, og foruden betonarbejde omfatter opgaven blandt andet terrænreguleringer, vejtilslutninger, grundvandssænkning og pælefunderinger på del-lokationer.
Projektet er en del af Energinets forstærkning af elnettets jyske rygrad, oplyser Arkil.