Lyt til artiklen:

Gravemaskiner går i gang med nedbrydning midt i november

00:00
Hastighed: ???x
03:21

Nedbrydningsfirmaet Titan Nedbrydning i Aalborg har fået opgaven med at nedrive Harpsø Minks farm ved Tårs.

Minkfarmen ved landsbyen Tårs i Hjørring Kommune er en af de såkaldte simple farme, hvor der udelukkende har været minkhaller og ikke pelseri eller andre bygninger i forbindelse med farmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Titan Nedbrydning skal fjerne installationer - både over og under jord - der hører til de dele af minkfarmens produktionsanlæg, der er givet erstatning for.

John Trier ejer Harpsø Mink sammen med sin søn Mads Trier og Jørgen Heltoft. Landets første nedrivningsfarm ligger i Hjørring Kommune, mens de fire øvrige farme i Harpsø Mink ligger ved Brønderslev i Nordjylland. Disse fire farme er ikke en del af den første aftale om nedrivning.

Harpsø Mink overtog farmen i Tårs i 2016, så John Trier har ikke noget overblik over, hvad der eventuelt gemmer sig i jorden under hallerne.

- Vi har fået brev fra Bygningsstyrelsen, hvor de skriver, at vi har opstartsmøde med Titan Nedbrydning den 15. november, hvor vi skal aftale de praktiske detaljer omkring, hvordan de skal gribe opgaven an i forhold til opstilling af skurvogne og vandtilførsel til medarbejderfaciliteter. I brevet står der, at vi kan forvente, at selve nedrivning vil tage et par måneder, fortæller John Trier, der ikke selv deltager i nedrivningsopgaven.

Stor interesse fra medier

Titan Nedbrydning har vundet denne ene nedrivningsopgave i Tårs i entreprise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nedbrydningsvirksomheden har, siden de vandt entreprisen, oplevet stor interesse fra blandt andet medierne. Virksomheden er derfor først klar til at fortælle mere om den praktiske opgave lige før de går i gang med nedbrydningen.

John Trier og de øvrige partnere i Harpsø Mink har endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med grunden, når farmen er revet ned. Umiddelbart tror John Trier ikke, at grunden er egnet til byggegrund.

Oplysningerne til erstatningerne på de øvrige fire farme i Harpsø Mink er først ved at blive sendt ind til Taksationskommissionen. Harpsø Mink har valgt den oprindelige skemalagte erstatningsform og ikke fast-track-ordningen.

Farligt affald under nedrivningen

Det er entreprenøren af nedbrydningsopgaven der indberetter affaldsmængder og sørger for at anmelde til rette myndigheder, hvis nedrivningen for eksempel omfatter farligt affald. Det er også entreprenøren, der sikrer tilladelse for midlertidig bygge- og anlægsaktivitet, anmelder opstart til Arbejdstilsynet og alle anmeldelser relateret til håndteringen af jord, skriver Bygningsstyrelsen om opgaven.

Bygningsstyrelsen har stillet krav til entreprenøren om at sikre arbejdsmiljøet for de ansatte og omgivelserne samt sørge for en ansvarlig og sikker måde at bortskaffe byggematerialerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er en del af de indgåede rammeaftaler på nedrivning, at så meget som mulig fra nedrivningen enten skal genbruges eller genanvendes.

Læs mere om nedrivningsprocessen hos Bygningsstyrelsen.