Abonnementsartikel
Som en del af udvidelsen af E45 omkring Aarhus skal Torshøjvej og en tilhørende motorvejsbro også udvides.
Der er stigende trængsel på Torshøjvej i Aarhus Syd fra den nyanlagte Giber Ringvej og frem til motorvejsramperne ved Aarhus Syd Motorvejen og E45 Østjyske Motorvej. Et problem som kun vil stige i takt med, at E45 bliver udvidet fra fire til seks spor.
Derfor udvider Vejdirektoratet i samarbejde med Aarhus Kommune nu også Torshøjvej. En længeventet nyhed for borgerne i området.
- Med udvidelsen af Torshøjvej får vi forbundet den nyanlagte Giber Ringvej med motorvejen, så vi letter trafikken ind til det sydlige Aarhus og undgår de nuværende flaskehalse, som har plaget trafikken i området. Vi udfører arbejdet i samme ombæring som udvidelsen af motorvejen - og så deler vi regningen på Torshøjvej med Aarhus Kommune, siger projektchef Robin Højen Madsen fra Vejdirektoratet.
Projektet indeholder desuden etablering af en ny bro over Aarhus Syd Motorvejen, fem nye signalanlæg og en ny og større samkørselsplads.
Broarbejderne bliver udført af Jorton, imens vejudvidelsen bliver udført af Munck Havne & Anlæg.
Vejdirektoratet forventer at være færdige med arbejdet i slutningen af 2024.