- Man ville skulle indtage omtrent 100 kilo af byggeaffaldet for at opnå en uacceptabel stråledosis.

Sådan lyder den groteske men ikke desto mindre seriøse konklusion fra Søren Baarsgaard Hansen. Han er hospitalsfysiker, lektor og ph.d. ved afdelingen for Nuklearmedicin og PET på Aarhus Universitetshospital, og så står han i spidsen for at udarbejde den dekommissioneringsplan, der skal gøre en ende på et cyklotronanlæg ved det gamle kommunehospital i Aarhus.

En nedbrydningssag der har trukket i langdrag. Faktisk er der gået over fire år, siden arbejdet med at planlægge nedbrydningen begyndte. Men selve nedbrydningen er man endnu ikke kommet i gang med. Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse (SIS), der er myndighed på området, har nemlig indtil nu afvist fire dekommissioneringsplaner for projektet.

- Det er ret uforståeligt for os, at Sundhedsstyrelsen bliver ved med at stille nye spørgsmål til projektet, da koncentrationen af radioaktive stoffer er meget beskeden, siger Søren Baarsgaard Hansen.

Cyklotronanlægget kan bedst beskrives som en bunker, der er placeret under jorden på hjørnet ved Nørrebrogade og Trøjborgvej i Aarhus.

Anlægget har været brugt til produktion af radioaktive sporstoffer til PET-scanning af patienter på det gamle kommunehospital, som nu er flyttet til Skejby. Bygningen er af den årsag blevet forurenet, og det er grunden til, at nedbrydningsprojektet er mere komplekst end som så.

- Det primære mål for os er naturligvis at sikre, at både arbejdstager og borgere ikke udsættes for stråling og radioaktive stoffer, siger Haraldur Hanneson, der er sektionsleder i SIS, og fortsætter:

- Sådan en dekommissioneringsplan skal jo demonstrere over for os, at der er taget hånd om de processer, der er forbundet med sådan et kompliceret stykke arbejde som det at dekommissionere et cyklotronanlæg. At der er taget hånd om strålebeskyttelsen. Og der har vi stadig nogle spørgsmål.

Man kan ikke påstå, at byggeaffaldet er meget radioaktivt.

Søren Baarsgaard Hansen, hospitalsfysiker, lektor og ph.d.

Planen er, at cirka 150 tons radioaktiv beton skal nedknuses og frigives til genanvendelse som bærelag under en asfalteret plads, mens cirka fem tons armeringsstål sendes til deponering hos Dansk Dekommissionering i Roskilde. Det er især støvdannelsen i forbindelse med nedbrydningen, der er det store kardinalpunkt for SIS.

Overrasket over rigiditet

Søren Baarsgaard Hansen fortæller, at han og teamet bag projektet har været meget overraskede over Sundhedsstyrelsens rigiditet.

- Men det er desværre betingelsen med de her nationale myndigheder, at vi ikke kan klage over deres faglige bedømmelser, siger han.

Og der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at SIS har tænkt sig at ændre tilgang til projektet.

- Det er vigtigt for os at sikre, at hverken arbejdstagere eller borgere bliver udsat for stråling, og det kan vi ikke gå på kompromis med, og det vil vi ikke gå på kompromis med, siger Haraldur Hanneson.

Men helt så sort-hvidt ser Søren Baarsgaard Hansen det ikke.

- Vi mener, at der mangler noget dømmekraft og realitetssats i sagsbehandlingen. Lovgivningen indeholder jo muligheder for, at man kan undtage et planlagt arbejde fra bestemmelserne. Og der kan man sige, at ud fra de eksempler, jeg har givet på, hvor meget byggeaffald man skal indtage for at opnå en uacceptabel stråledosis, der kunne man måske godt hævde, at netop det her projekt var et oplagt tilfælde, hvor man skulle lave en undtagelse fra lovgivningen, siger han.

Det kommer dog ikke på tale.

- Undtagelse for lovgivningens bestemmelser kræver dokumentation for, at bestemte kriterier er efterlevet, herunder at arbejdstagere og borgere ikke udsættes for stråling, og at miljøet ikke forurenes med radioaktive materialer. Kriterierne for undtagelse er ikke opfyldt for arbejdet med nedrivning af cyklotronanlægget, lyder det fra SIS.

Søren Baarsgaard Hansen fortæller, at hvis man indtager 100 kilo byggeaffald fra cyklotronanlægget, vil man opnå en stråledosis, der svarer til tre-fire måneders helt almindelig baggrundsstråling, som vi alle uundgåeligt udsættes for ved at bo på planeten. Spiser man én mundfuld af byggeaffaldet opnår man en stråledosis, der svarer til at sidde i en flyvemaskine i cirka fire minutter.

- På trods af det bliver SIS ved med at bede om yderligere foranstaltninger mod spredning af støv, selvom støvet er ganske ufarligt, siger Søren Baarsgaard Hansen.

Det er Haraldur Hanneson dog ikke enig i.

- Der er mange forskellige typer byggeaffald, der skal håndteres på projektet, og det spænder mellem at være ikke radioaktivt til at være rimelig meget radioaktivt. Og det er i høj grad sundhedsskadeligt at spise det. Der er jo armeringsstål, som er langt, langt over grænseværdierne, samt beton, som er betydeligt over grænseværdierne i det anlæg. Vi snakker et par hundrede gange over grænseværdierne, siger han.

Til den påstand svarer Søren Baarsgaard Hansen prompte:

- Det er ikke korrekt. Man kan ikke påstå, at byggeaffaldet er meget radioaktivt, siger han og fortsætter:

- De grænseværdier, som Sundhedsstyrelsen henviser til, gælder for frigivelse af radioaktive materialer i såkaldt ubegrænset mængde. Det er disse grænseværdier, der ligger til grund for fraktionering af affaldet, herunder fastsættelse af, hvor meget af armeringsstålet, der skal sendes til deponering. Vurderingen af, hvorvidt et konkret arbejde med radioaktive stoffer er sikkert og dermed kan undtages fra udvalgte bestemmelser i lovgivningen, er baseret på nogle helt andre grænseværdier for aktivitetskoncentrationer, som er 100 gange højere end dem, der anvendes ved frigivelse af store mængder radioaktivt materiale. Vi har i vores dekommissioneringsplan fremlagt dokumentation for, at man i forbindelse med nedbrydning af cyklotronanlægget kun kan modtage stråledoser, som ligger mange gange under relevante dosisgrænser. Vi er derfor af den opfattelse, at det forestående arbejde ikke kan udgøre en risiko for hverken medarbejdere eller andre personer.

Sammenligner med Risø

SIS skriver til Maskinteknik, at de har lang og relevant erfaring med tilsyn og nedrivning af nukleare anlæg ved Risø ved Roskilde. Arbejdet, der har fundet sted siden 2003, har omfattet planlægning og nedrivning af større og mere komplekse anlæg såvel som mindre installationer og dele af bygninger, som dækker de samme typer af problemstillinger som ved et cyklotronanlæg.

Søren Baarsgaard Hansens oplevelse er, at SIS drager lidt for mange paralleller mellem de to projekter.

- Aktivitetskoncentrationerne på det nukleare anlæg ved Risø er op til en million gange højere end dem, vi har på cyklotronanlægget i Aarhus, siger han.

Haraldur Hanneson mener dog stadig godt, at man kan sammenligne de to projekter.

- Det kan man i høj grad godt. Opgaven på Risø er inddelt i mange forskellige projekter. I nogle tilfælde er betonen radioaktiv, og i andre tilfælde, så er det armeringsmaterialet, der er inde i betonen, der er radioaktivt. Det er fuldstændig på samme måde, som cyklotronanlægget i Aarhus. Det er meget parallelt, siger han.

Må indkapsle pladsen

Det er MT Højgaard og Kingo Recycling, der er udvalgt til at udføre opgaven, og selvom det er virksomheder med stor ekspertise i at håndtere byggeaffald, er der delelementer i projektet, der er så komplekse, at man simpelthen har svært ved at finde løsninger.

- Altså den store udfordring er, at få SIS til at acceptere en rimelig fornuftig vej for det her. Men det, der konkret gør det vanskeligt, er, at vi har fået nogle krav og nogle spørgsmål, som vi har svært ved at finde løsninger og svar på, siger Søren Baarsgaard Hansen.

- Det ender sandsynligvis med, at vi må slå et telt op for at indkapsle arbejdsområdet. Det er temmelig besværligt, men vi må nok acceptere, at det er den vej, vi må gå.

Derudover skal der udføres kontrolmålinger på pladsen løbende, men aktivitetsmængderne i materialerne er så små, at de bliver svære at adskille fra den naturlige baggrundsstråling, fortæller Søren Baarsgaard Hansen. Derfor overvejer man, hvordan man kan løse den opgave.

Han understreger dog, at hverken den langsommelige proces eller de ekstra krav vil fordyre projektet voldsomt.

- Vi snakker måske to-fire millioner kroner oven i de 16 millioner kroner, der blev budgetteret med i første omgang, siger han.

Men når det kommer til arbejdstimer, har Søren Baarsgaard Hansen dog for længst overskredet det, han havde forventet at skulle bruge på at udarbejde sin dekommissioneringsplan.

- Vi synes, at SIS har været svære at snakke med i den her sag. Den eneste måde hvorpå, man kan få noget konkret fra dem, er via en formel kommunikation med en masse juristagtigt sprog. Det gør det lidt tungt. Jeg vil nok sige, at hvis jeg skulle starte forfra på det her, så ville jeg have aftalt en anden samarbejdsform. Vi oplever i hvert fald, at vi ikke kommer sådan effektivt fremad, siger han.

Til det svarer SIS:

- Vi er naturligvis kede af, at de opfatter det sådan. Vi har oplevelsen af, at der har været rig mulighed for at drøfte tingene på de indlagte møder.