Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Entreprenør sætter flueben ved anden etape af Østbanen
Nu kører togene igen mellem Hårlev og Faxe Ladeplads, og det gør de nu på helt nye sveller og skinner.
Det skriver Lokaltog i en pressemeddelelse
Dermed kan entreprenøren sætte flueben ved anden etape af den store renovering af Østbanen. Desuden markeres genåbningen af strækningen 8. marts, hvor alle er velkomne til at deltage, lyder det.
Vejr gav forsinkelser
Østbanens gennemgribende renovering udføres af Strukton Rail A/S med Zøllner A/S som underentreprenør.
Ifølge planen skulle anden etape have været færdig ultimo januar, men på grund af udfordringer med vejret siden etapens begyndelse i oktober, kunne arbejdet først afsluttes nu.
Det betyder, at tredje etape, som er renoveringen af strækningen mellem Hårlev og Rødvig, nu er gået i gang. Også her bliver skinner og sveller fornyet, og det er også nødvendigt at forny sporkassen.
Arbejder i fire hold
Entreprenøren vil arbejde med tre hold, som udfører opgaverne på hver deres delstrækning ad gangen.
Et fjerde hold arbejder på Rødvig Station, som flyttes i forbindelse med renoveringen af Østbanen.
Den nye station i Rødvig etableres nærmere bymidten i samarbejde med Stevns Kommune, som blandt andet står for stationens forplads og parkering til biler og cykler.
Første etape af den store renovering af Østbanen var mellem Hårlev og Køge, som blev klar til togdrift i starten af oktober sidste år.
Her blev skinner og sveller skiftet ud med nye, og derudover blev skærver og grus under svellerne gravet ud og skiftet ud med ny underballast.
Region Sjælland har bevilget næsten 800 millioner kroner til den store renovering af Østbanen, som kører fra Køge over Hårlev til Rødvig og Faxe Ladeplads.