Lyt til artiklen:

45 år med kul og Cat

00:00
Hastighed: ???x
02:51

Abonnementsartikel

Siden 1979 har Jan Lund Jensen skubbet rundt med kul for Fjernvarme Fyn. Til sommer går han på pension efter 45 år i forskellige Cat-dozere.

Over 40 millioner tons!

Så meget kul har Jan Lund Jensen skubbet rundt med i sine dozere i løbet af de 45 år, han har været ansat hos Fjernvarme Fyn på havnen i Odense.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når jeg rigtig får fat med lidt fart på og en anelse ned ad bakke, kan jeg skubbe 45 kubikmeter i skovlen.

Maskinfører Jan Lund Jensen, Fjernvarme Fyn

Den 28. maj 1979 havde den dengang knap 23-årige Jan Lund Jensen første arbejdsdag som maskinfører på det, som på daværende tidspunkt hed Fynsværket. Her var han med til at holde gang i det kulfyrede kraftværk ved at skubbe kul med en dozer.

45 år med Cat

Da Maskinteknik møder ham samme sted her midt i april 2024 er jobbet stadig det samme, nemlig at skubbe kul til det store kraftværk, som i årenes løb er både vokset og ombygget flere gange.

rich-media-3
Efter 45 år går Jan Lund Jensen på pension fra jobbet som dozerfører ved Fjernvarme Fyn (tidligere Fynsværket). Foto: Torben Jastram.

- Det har været Cat-dozere gennem alle årene. Den nuværende er nummer 5 eller 6 i rækken, siger Jan Lund Jensen til Maskinteknik.

Dozeren er en ca. 10 år gammel og 45 tons tung Caterpillar D9T med 11.000 arbejdstimer bag sig.

- Det er noget solidt grej, der bare kører. Og den får virkelig lov til at arbejde. Når jeg rigtig får fat med lidt fart på og en anelse ned ad bakke, kan jeg skubbe 45 kubikmeter i skovlen. Så sker der altså noget, siger den 67-årige fynbo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På pension til sommer

Det næsten livslange ansættelsesforhold på kraftvarmeværket får dog snart en ende. Jan Lund Jensen har sidste arbejdsdag den 16. juli, når han fylder 68 år.

rich-media-5
En hurtig hovedregning viser, at Jan Lund Jensen har skubbet mere end 40 millioner tons kul gennem årene på havnen i Odense. Foto: Torben Jastram.

- Så er det vist tid til at lade sig pensionere, siger han og tilføjer, at han ikke kommer til at kede sig, for der er stadig opgaver at løse på det lille landbrug på Nordvestfyn, som han sideløbende har drevet gennem mange år.

Slut med kulfyring

Og det er ikke kun Jan Lund Jensen, der lader sig pensionere hos Fjernvarme Fyn. Allerede her sidst i april lukker man i klimaets tegn for opvarmning med kul. Fremover skal der udelukkende fyres med træflis, halm, affald og en smule gas.

rich-media-6
Det er noget solidt grej, der bare kører. Og den får virkelig lov til at arbejde, siger Jan Lund Jensen. Foto: Torben Jastram.

- Jeg kan stadig huske, da den daværende energiminister kom hertil i 1991, hvor værket var nybygget, og trykkede på den grønne knap, som satte gang i fyringen med kul. Nu kommer en ny minister og en stribe andre politikere og embedsmænd her den 22. april og trykker på den røde knap. Fra den dag er det slut med kul, siger han.

Om den 10 år gamle CAT D9T også skal pensioneres eller sælges, eller om den indsættes i arbejdet med træflis, melder historien ikke noget om.

rich-media-8
Foto: Torben Jastram.