Lyt til artiklen:

30 år senere: - Ham på minilæsseren var heldig

00:00
Hastighed: ???x
03:23

Abonnementsartikel

Da en nyslået maskinhandler tog til Tyskland og hentede et nyt maskinmærke hjem, ændrede det forretningen markant.

I år er det præcis 30 år siden, at den første minilæsser fra Schäffer fik dansk jord under hjulene.

- Ham på minilæsseren var heldig, siger Kristian Helms til Maskinteknik med et smil og peger på billedet i sort/hvid af sit 30 år yngre jeg bag rattet på læsseren med skovlen hævet højt op i vejret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I anledningen af Maskintekniks og Grøn Tekniks udgave 500 på tryk i denne måned, følger redaktionen op på en række artikler fra de tidligste trykte udgaver. Her er det artiklen "Ny importør af Schäffer minilæssere i Danmark" fra 1994 om Helms' dengang nye forhandling af de tyske, knækstyrede minilæssere.

Jeg kan huske, at jeg solgte 18 styk det første år. Det var jeg stolt af

Kristian Helms, Helms TMT-Centret A/S

Aftalen faldt på plads, lige efter Kristian Helms overtog Helms TMT-Centret A/S fra sin far, der grundlagde forretningen tilbage i 1951.

At det tyske mærke ændrede forretningen markant, havde maskinhandleren på det tidspunkt ikke regnet med.

En anden slags

Det var ved en maskinmesse nede i Tyskland sammen med hans gode maskinhandler-kollega John Christensen, at Kristian Helms var på udkig efter et importmærke på en skridstyret minilæsser til forretningen hjemme i Lind ved Herning.

Den 35-årige maskinhandler faldt i snak på Schäffers stand, og spurgte hvor alle deres skridstyrede minilæssere var.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For der måtte være en hel hal af dem i mit hoved. Sådan nogle brugte man jo i Danmark, fortæller han.

rich-media-4
Kristian Helms. Foto: Tina Moesgaard.

Men det brugte tyskerne ikke, lød svaret. De brugte knækstyrede minilæssere.

- Og så måtte jeg jo prøve at få sådan en med hjem, fortæller Kristian Helms, som viste den første Schäffer-model frem på maskinmessen Agromek.

Bagefter faldt forhandlingen med den tyske familiefabrik på plads. Men det var ikke uden besvær.

Jysk og tysk

For der er forskel på at handle på jysk, tysk og på tværs af generationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I mit hoved gav de ikke nok rabat, men vi var nok lidt jyske, siger Kristian Helms og griner.

Med tiden byggede han og fabriksejeren Hr. Schäffer dog en god og solid relation op.

rich-media-6
Multiredskaberne bruges i mange brancher. Foto: Tina Moesgaard.

Hjemme i Lind blev der for det meste langet traktorer og mejetærskere over disken, men nu skulle der også sælges knækstyrede minilæssere.

- Jeg kan huske, at jeg solgte 18 styk det første år. Det var jeg stolt af, fortæller Kristian Helms.

Over 8.000 styk

Salget af de tyske minilæssere er siden gået støt, og i dag er der solgt over 8.000 styk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Helms står også for at importere de tyske minilæssere til Sverige og Norge, og Kristian Helms er ikke mindst stolt af sit reservedelslager i Herning, som er det største der findes udenfor fabrikken.

- I dag er det jo den vigtigste del af vores forretning. Schäffer er jo min generations held, siger Kristian Helms.

rich-media-8
Helms TMT-Centret A/S har tre afdelinger. Den ældste ligger i Lind. Foto: Tina Moesgaard.

Han er i dag ansat som Brand Manager for Komatsu Forest i familievirksomheden, som sønnerne Allan S. Helms og Jakob K. Helms nu ejer og driver.

Hos Schäffer er der også sket et generationsskifte, og mens minilæsserne både bliver større, mere intelligente og elektriske, fortsætter samarbejdet mellem de to familier ufortrødent.

Efter 36 år og 500 trykte udgaver: Maskinteknik er stadig stærk på print

Se også:

Efter 36 år og 500 trykte udgaver: Maskinteknik er stadig stærk på print

Fra ét stort dansk tunnelprojekt til et andet: Det begyndte under Storebælt

Se også:

Fra ét stort dansk tunnelprojekt til et andet: Det begyndte under Storebælt

Stor ordre fra det britiske forsvar blev afgørende for dansk maskinproducent

Se også:

Stor ordre fra det britiske forsvar blev afgørende for dansk maskinproducent