Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Alle kender Mor Karen
"Nå, dav Karen.."
Der er kærlighed i stemmen, når maskinføreren hører, at det er Karen Hyttemads de har fået i røret. Sådan har det været i snart 35 år, hvor hun har styret de mange maskinførere hos M.J. Eriksson.
- Det er lidt ligesom at køre gravemaskine, enten så har du det eller også har du det ikke, siger Karen Hyttemads.
Du er nødt til at lytte. Hvis jeg forventer de skal hjælpe mig, så skal jeg også hjælpe dem
Karen Hyttemads
Det er fredag eftermiddag og Karens telefon er konstant i hånden med højtaler slået til, mens hun guider endnu en maskinfører til næste opgave rundt i Danmark.
- Der skal nok være en enkelt maskinfører jeg ikke kan huske navnet på, men de fleste kan jeg. Også hvilken type maskine de kører, smiler Karen Hyttemads inden telefonen ringer igen.
Startede på Storebælt
Det hele startede i 1990, hvor M.J. Eriksson stod foran sit hidtil største projekt med tilblivelsen af Storebæltsbroen. Her skulle Jørgen Eriksson have hjælp til diverse opgaver. Og ved et tilfælde havde Karen set jobannoncen.
- Jeg havde forinden sagt min stilling op hos politiet. Efter at have sendt en ansøgning blev jeg kontaktet af Mogens Eriksson, at jeg skulle komme til samtale hos Jørgen, altså Mogens´ søn. Så jeg troppede op på en pløret Storebælt-plads i februar i pænt tøj og gummistøvler, griner Karen Hyttemads.
Hvad hun troede var en samtale, hvor hun skulle vise sit værd, blev dog hurtigt overstået.
- Beslutningen var åbenbart allerede taget, så for Jørgen handlede det bare om, at jeg skulle møde på arbejde den kommende tirsdag. Det hele tog mindre end 5 minutter, siger Karen Hyttemads.
En tilfældig jobannonce, der altså nu har resulteret i 34 år med Karen som den absolutte førstedame, når det gælder koordinering af maskiner hos M. J. Eriksson.
- Det er stort puslespil, der hver dag skal gå op. Og her handler det ikke mindst om at tage hensyn til den enkelte medarbejder, siger Karen.
Og netop det med det enkelte menneske i fokus, det har betydet at Karen i dag nyder en uset tillid fra de mange maskinførere.
- De kan ringe om alt mellem himmel og jord, også de mere private ting. Det kan de gøre hos mig, fordi der er en fortrolighed. Du er nødt til at lytte og bruge tiden på det. Hvis jeg forventer, de skal hjælpe mig, så skal jeg også hjælpe dem, siger Karen Hyttemads.
Tilnavnet Mor Karen er kommet til med årene, fordi hun ganske enkelt er som en ekstra mor for de mange maskinførere.
- Jeg er vist altid blevet kaldt Mor Karen. Det startede på Storebælt, hvor nogle af folkene en dag lånte min bil til frokost, en gammel firehjulstrækker. Da de så kom tilbage med bilen, så havde de fået skrevet "Mor Karen" på den, og sådan har det så været siden, fortæller Karen Hyttemads.
Det at være en del af M. J. Eriksson gennem så mange år, er ikke unikt for Karen Hyttemads. Faktisk har flere af de ansatte, ligesom Karen, firmalogoet indprentet i deres sjæl.
- Det kan godt, være jeg på papiret bare står som medarbejder, men det er jo mit firma. M. J. Eriksson er mig. Sådan har rigtig mange af os det, ellers havde vi ikke haft maskinførere, der havde været her i over 40 år. Vi føler det er vores firma også selvom der på papiret står en anden som ejer, så er det essensen, at vi føler vi er det her firma, siger Karen Hyttemads.
Mor siger stop
Men nu er det altså snart slut. I starten af 2025 har Karen haft 35 år i førehuset, og så vælger hun at gå på pension.
- Så har jeg rundet de 70 år, så nu synes jeg ikke det er nogen skam at gå. Mon ikke jeg stadig kan komme ind som noget afløser en gang imellem. Jeg vil aldrig slippe det helt, siger Karen Hyttemads.
Men det bliver alligevel et voldsomt skift, når Mor Karen drejer af den vej, som hun har kørt på i snart 35 år.
- Jamen det bliver underligt, det gør det. Men nu er det tid til at jeg tænker på mig selv, noget jeg aldrig har været særligt god til, erkender Karen Hyttemads.
Næste generation er klar
Men selvom Karen Hyttemads altså abdicerer fra titlen som hele M..J. Erikssons mor, så er tronfølgen sikret.
For lige på den anden side af Karens skærm sidder datteren, Kristina Hyttemads, der nu gennem fem år har arbejde sammen med sin mor.
- Det er jo helt fantastisk. Det gør processen at lære folk op i det her meget nemmere. Jeg har jo fra dag et stolet på Kristina. Jeg er ikke bange for at give mit ansvar videre til hende, siger Karen Hyttemads før datteren tager over:
- Jeg har været her i fem år nu. Jeg kan stadig lære meget af Karen, men jeg synes det er hende vel undt, at hun nu trækker sig tilbage, siger Kristina Hyttemads.
Nu er jagten så gået ind på en nummer to, der skal hjælpe Kristina.
- Vi skal gerne have fundet en der har lidt erfaring i forvejen. Gerne en med lidt hård hud og god humor. Det kræver det her arbejde, siger Karen Hyttemads.
Og når det sker, så skal mændene i maskinerne altså vænne sig til, at den så velkendte stemme ikke er i den anden ende af røret, når det brænder på.
- Jeg ved faktisk ikke hvordan det skal gå. Men det skal jo komme an på en prøve, det skal det, før Karen Hyttemads tænker lidt over ordene:
- Og ellers må jeg jo bare komme tilbage og sige: Den gik sgu ikke, griner "Mor" Karen Hyttemads.