Lyt til artiklen:

Mig & Min Maskine: Bendts nye skinnegraver er den første Volvo på den danske jernbane

00:00
Hastighed: ???x
06:10

Det er sjældent, solen skinner sådan for alvor, når maskinfører Bendt Risom er på arbejde. 90 procent af tiden arbejder han og kollegaerne nemlig om natten.

Mindst lige så sjældent er det, at man ser en Volvo-gravemaskine arbejde på den danske jernbane. Der findes nemlig kun én, og den tilhører Bendt Risom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor var det et sjældent syn, der udspillede sig, da Maskinteknik lagde vejen forbi en jernbaneoverkørsel tæt på Tinglev i Sønderjylland. Her arbejdede både Bendt Risom og hans nye Volvo EWR170E skinnegraver nemlig i den bagende maj-sol.

Maskinføreren driver entreprenørvirksomheden Bendt Risom ApS og de senere år har det meste af arbejdet koncentreret sig omkring den danske jernbane.

Den første i Danmark

Og det var altså anledningen til, at Bendt Risom tog kontakt til Volvo CE med henblik på at erhverve sig en skinnegraver fra den svenske producent.

- Vi har valgt Volvo, fordi vi havde Volvo i flåden forinden. Vi har altid været glade og tilfredse med dem og deres service, så da vi skulle investere i en skinnegraver, valgte vi at indgå i et samarbejde med dem om at prøve at tage den første Volvo-skinnegraver til Danmark, fortæller Bendt Risom.

rich-media-2
Bendt Risom havde en række specifikke ønsker til sin skinnegraver. Derfor gik der en rum tid med at opbygge maskinen på den svenske fabrik. Foto: Tim Søgaard.

At producere en skinnegraver er ikke noget problem for Volvo. Der kører således mange maskiner fra Volvo rundt på jernbanerne i Sverige og Norge. Men Bendt Risoms skinnegraver er ikke helt ligesom dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Processen med at få opbygget maskinen, som vi gerne ville have den til det danske marked, har været rimelig lang. Fra vi indledte snakken, til den blev leveret, gik der knap to år, men resultatet er så også blevet rigtig godt, siger Bendt Risom.

Som noget nyt har Volvo prøvet at bygge en skinnegraver med kørende driftsbremser på skinnehjulene i stedet for, at maskinen skal bremse med gummihjulene.

- Den har også Volvo BM hydraulisk hurtigskifte i begge ender, så vi kan tilte vores sluffer og have vores bur på i begge ender, til når vi skal have mandskab med ud i marken. Derudover er maskinen udstyret med Engcon tiltrotator med klo og DC2 styring. Og så har vi highflow gennem vores Engcon for at kunne koble støvsuger og grenknuser til uden at skulle ud og sætte slanger af og på, siger han.

Skinnegraveren er desuden udstyret med fem-watts arbejdslys fra finske 5watts.

- Det giver et helt vildt godt naturligt lys, når vi arbejder om natten, siger Bendt Risom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det fedeste ved maskinen er, at den har skinnehjul og så er det en Volvo, så vi har en lav brændstoføkonomi, en meget støjsvag motor og høj driftssikkerhed, siger Bendt Risom.

Sikkerheden i top

Det er ikke bare sådan lige, at gå i gang med at arbejde ved jernbanen, der er nemlig mange ting, man skal tage højde for i det daglige. Det har også sat sit præg på maskinen.

- Når vi arbejder her ved jernbanen, så er der rigtig meget sikkerhed vi skal have øje for. Lige over os har vi højspænding, som er kørestrøm til togene. Gravemaskinen er udstyret med højde-krøjestop, for at vi ikke kan sætte armen op i kørestrømmen. Krøjestoppet specifikt er til, hvis vi kører et sted med to spor, så vi ikke kommer til at svinge armen over i det modsatte spor, hvor der godt kan køre tog, mens vi arbejder i det andet spor. Så sikkerheden skal være helt i top og du skal have en finføling med maskinen, når du kører på jernbanen, for der er mange kabler i jorden, og graver du et kabel over, kan det resultere i, at togene ikke kommer frem til tiden, siger Bendt Risom.

To gange europamester

Og finføling med maskinen - det har Bendt Risom. Lige siden han var en helt lille dreng, har han haft hang til maskiner og gravearbejde.

- Jeg har jo kørt grave- og entreprenørmaskiner i rigtig mange år. Da jeg var tre år, fik jeg min egen lille minigraver hjemme i sandkassen - en Yanmar SV08 eller B08, hed den vist dengang, fortæller Bendt Risom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-6
Valget faldt på en Volvo, da Bendt Risom havde gode erfaringer med sine øvrige maskiner og servicen fra den svenske producent. Foto: Tim Søgaard.

- Og så voksede interessen jo bare videre derfra med en far, der var selvstændig entreprenør, og i dag er det så mig, der driver det.

Men det at styre en gravemaskine er ikke blot et arbejde for Bendt Risom. Det er også en hobby - eller måske nærmere en sport.

- Jeg har deltaget i en del konkurrencer i løbet af årene. Det startede med danmarksmesterskaberne i minigraver, som Loxam afholdte. Derefter deltog jeg i Case Rodeo (europamesterskaberne for Case Construction). Der fik jeg et par 2. pladser og i 2017 vandt jeg. Og så har jeg kørt Volvo Operators Club Final de seneste mange år. I 2018 blev det til en tredjeplads og i 2019 blev jeg europamester, fortæller han.

rich-media-7
Bendt Risom har finpudset evnerne som maskinfører helt fra barnsben og har vundet to europamesterskaber indenfor de seneste syv år. Foto: Tim Søgaard.

De seneste tre år har han også deltaget, og der har præstationerne rakt til placeringer mellem femte- og syvendepladsen.

- Jeg deltager jo, fordi det er sjovt. Når vi vinder de danske mesterskaber, så bliver vi inviteret rundt i verden. Vi har blandt andet været hos Volvo i Eskilstuna (Sverige), Konz (Tyskland) og Belley (Frankrig) og vi har også besøgt Cases testcenter i Paris. Så vi kommer ud og oplever en masse sjove ting, får prøvet vores færdigheder af og får et stort netværk med andre passionerede maskinførere, fortæller Bendt Risom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er variationen og spændingen i det daglige arbejde, der driver Bendt Risoms interesse for hvervet.

- Det er fedt at være maskinfører, fordi du ved aldrig, hvad du finder i jorden. Der er ingen dage, der er ens med det, vi kører rundt og laver her. Det er altid et nyt sted eller en ny overkørsel, hvor vi kører og pløjer eller graver kabler i, så det, synes jeg bare, er dejligt, siger han.

rich-media-9
Foto: Tim Søgaard.