Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Kloakmestre og kloakrørlæggere bliver aldrig arbejdsløse
Med stigende nedbørsmængder, stigende indbyggertal og masser af ældre vedligeholdelses-krævende kloakanlæg, vil der gå rigtig mange år, før dygtige kloakmestre og kloakrørlæggere bliver arbejdsløse.
Lægger man dertil, at der de seneste år er uddannet alt for få kloakfolk, ja så er der nærmest tale om jobgaranti for faglærte med de rette kompetencer.
Nogenlunde sådan kommer budskabet til at lyde, når Danske Kloakmestre i selskab med AMU-Vest og AMU-Fyn slår dørene op til deres fælles stand på E&H-messen i Herning 13. - 15. juni.
For få uddannes
Og det er et fantastisk budskab at komme med, siger faglærer på kloakmesteruddannelsen, AMU-Vest, Kim Jessen.
- Det er jo alt andet lige meget sjovere at reklamere for et fag med jobgaranti og muligheder - end for et fag, hvor situationen er mere lunken. Derfor glæder vi os også helt vildt til messen, siger han og tilføjer, at AMU-Vest i Esbjerg hver uge modtager opkald fra virksomheder, der desperat mangler arbejdskraft, siger han.
Kim Jessen forklarer, at man tidligere uddannede 200 - 300 kloakmestre om året i Danmark. I dag er tallet skrumpet til omkring 150.
- Med de udfordringer, vi står overfor, f.eks. i form af stigende nedbørsmængder og behov for kloakseparering, er det alt for få, siger han og peger på, at det både er godt og skidt:
- Det er selvfølgelig træls for de bygherrer, der kommer til at vente længere på at få deres projekter gennemført. På den anden side er det jo fantastisk for kloakmestre og kloakrørlæggere, som i mange år frem vil have gode indtjeningsmuligheder, siger han.
Jobbørs på landkort
Mikael Skov, der er næstformand i Danske Kloakmestre, kan heller ikke se andet, end at kloakmesterfaget har fremtiden for sig:
- Tag f.eks. DIN Forsyning i Varde og Esbjerg Kommuner. De regner først med at være færdig med deres kloakseparering i 2085. Det siger noget om omfanget af de opgaver, der venter, siger han og nævner, at efterspørgslen ikke kun gælder kloakfolk. Anlægsstruktører er også i høj kurs, hvilket bl.a. fremgår af den jobbørs, som Danske Kloakmestre har på deres hjemmeside.
Her søger ikke færre end 28 virksomheder i øjeblikket lærlinge.
- Tanken er, at vi medbringer et landkort til messen, hvor de enkelte virksomheder er plottet ind. På den måde kan interesserede få sig et hurtigt overblik over mulighederne i hele landet, siger Mikael Skov.
Løser et evigt problem
Ud over den aktuelle mangel på kloakmestre og kloakrørlæggere peger Mikael Skov og Kim Jessen på endnu et faktum, der efter deres mening gør uddannelsen til en god investering:
- Kloakfolk løser jo et helt grundlæggende problem, som altid vil være aktuelt - nemlig at fjerne menneskers spildevand på en miljøforsvarlig måde. Det er et behov, som altid vil være der, og som hverken kan løses med AI eller andre former for digitalisering. Så i modsætning til andre brancher løber vi ikke en risiko for at blive disrupted eller for at blive kørt ud på et sidespor på anden vis, lyder det fra de to.