Lyt til artiklen:

Nyt og moderne Havnehus på vej i København

00:00
Hastighed: ???x
02:39

Abonnementsartikel

I forbindelse med byggeriet af Københavns nye containerterminal i Ydre Nordhavn, påbegyndes byggeriet af et nyt Havnehus,hvor By & Havn har valgt Rasmus Friis A/S som totalentreprenør for projektet.

By & Havn er bygherre på den nye containerterminal, som skal stå klar 2025 mens Copenhagen Malmö Port (CMP) står for udstyret og driften af terminalen. By & Havn er også bygherre på Havnehuset, som etableres ved den nye containerterminal. Havnehuset skal udover CMP og dets medarbejdere, også være arbejdsplads for relevante myndigheder i forbindelse med den nye containerterminal, herunder politi, veterinære og toldmyndigheder m.fl.

- Det er afgørende for den nye containerterminal, at vi også kan tilbyde professionelle rammer for de medarbejdere og myndigheder, der skal drifte og holde opsyn med containerterminalen og de mange varer, som den bringer ind til byen. Vi har, sammen med CMP, stillet store krav til bæredygtighed i udbuddet, herunder et minimumskrav for, at bygningen opnår DGNB Guld certificering. Vi har fuldt fokus på, at vores entreprenør under hele byggeprocessen tager hensyn til en række ESG-krav, bl.a. i form af genanvendelige byggematerialer, energieffektive løsninger samt et godt indeklima, siger adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Havnehuset er inspireret af stablede containere og vil både i form og farve passe smukt ind i havnens bylandskab. Og i det ellers rå, asfaltprægede og vindblæste område vil det nye byggeri bidrage med en grøn oase af vild vegetation, hvor naturen får lov til at trives på egne præmisser.

På baggrund af en udbudsrunde, er valget som totalentreprenør på Havnehuset faldet på Rasmus Friis A/S, som sammen med PLH arkitekter og ABC Rådgivende Ingeniører glæder sig til at føre byggeriet sikkert i havn.

- At skulle udføre et domicilbyggeri for By & Havn i en størrelse som Havnehuset er vi meget stolte af. Med Havnehuset har vi skabt et projekt med fokus på trivsel, natur og smuk arkitektur til gavn og glæde for både omgivelserne og husets brugere. Med den helt unikke beliggenhed yderst i havnen bliver det en ejendom med stor eksponering og betydning for havnens udtryk, hvilket vi har stor respekt for. Vi glæder os til at se husene skyde op af jorden, siger Søren Laubjerg Daugaard, CEO i Rasmus Friis.

Den nye containerterminal forventes at åbne sommeren 2025 og Havnehuset står klart året efter.