Lyt til artiklen:

Asfaltkoncern vil oplære aarhusianske skolebørn

00:00
Hastighed: ???x
03:33

Tilbage i december 2023 lancerede bureauet MUST det landsdækkende initiativ "Verdens Vildeste Vejlappere". Med et undervisningsforløb målrettet danske folkeskolelever på 4. - 6. klassetrin er ambitionen i samarbejde med branchens entreprenører at introducere børn til vejsektoren.

For at bakke op om initiativet stiller asfaltproducenten Peab Asfalt nu både medarbejdere og asfaltmaskiner til rådighed til undervisningsforløbet, som dels skal vise de unge, hvordan man lapper huller på cykelstier og veje, og dels hvad det vil sige at være i lære som asfaltørelev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undervisningsforløbet finder sted allerførste gang 13. og 14. juni på Ellevangskolen i Aarhus, og her vil 20-årige Gustav Nielsen blandt andet dele ud af sine erfaringer fra jobbet som asfaltørelev i Peab Asfalt.

- Børn færdes hver eneste dag på asfalt, når de eksempelvis cykler til skole eller fritidsaktiviteter. Derfor har vi besluttet at bakke fuldt op om dette gode og vigtige initiativ. Vi ser det som et stort ansvar at vise børnene, hvad vi udfører, og hvor vigtigt det er med gode og sikre asfaltbelægninger. Samtidig vil vi gerne slå et slag for asfaltøruddannelsen, hvor det faktisk er muligt at komme i lære som asfaltørelev, siger Claus Terkildsen, CEO hos Peab Asfalt.

Todages arrangement

Forløbet på Ellevangskolen strækker sig over to dage. Den 13. juni skal eleverne lave forsøg med gips og balloner og med kort og tommestokke kortlægge hullerne på parkeringspladsen. Dagen efter er Peab Asfalt til stede i skolegården, hvor de lapper huller sammen med børnene. Her vil Peab-medarbejderne arbejde med varm asfalt og børnene prøver kræfter med kold asfalt.

- For at give børnene den bedste oplevelse kommer vi med det helt store setup. Foruden vores asfaltørelev stiller vi op med flere entrepriseledere. Der vil også være medarbejdere fra vores skilte- og stribeafdeling, som vil vise, hvordan man laver striber på vejbelægningen. På den måde vil vi give eleverne et godt billede af vores arbejde, og vi sørger for, at sikkerheden er helt i top. På dagen får børnene også mulighed for med en skovl selv at lappe nogle af hullerne i skolegården, fortæller Claus Terkildsen.

Levende rollemodeller

Hos initiativtagerne bag Verdens Vildeste Vejlappere er man glade for opbakningen fra Peab Asfalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med initiativet vil vi gerne løfte erhvervsuddannelserne, og på den måde åbne de unges øjne for en uddannelse indenfor byggeri og industri. I den kontekst tror vi på, det virker bedre, at præsentere børnene allerede fra 10-års-alderen for levende rollemodeller i stedet for eksempelvis traditionelle buskampagner. Deltagelsen fra Peab Asfalt er derfor uvurderlig i vores mission med projektet. Det er en stor fornøjelse at arbejde sammen med dem, og vi glæder os til arrangementet på Ellevangskolen, fortæller Jeanne Helene Elkjær, der er projektleder hos MUST.

Arrangementet på Ellevangskolen i Aarhus et pilotprojekt, og planen er ifølge initiativtagerne, at lignende senere hen skal afholdes i andre danske byer, hvis midlerne rejses.