Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Store investeringer i den aarhusianske infrastruktur på tegnebrættet
Der er netop sat en politisk retning for udviklingen af et grønt mobilitetssystem, der vil ændre fundamentalt på, hvordan man i fremtiden bevæger sig rundt i Aarhus. Et stort flertal i Aarhus Byråd er blevet enige om de konkrete initiativer, der skal "fremtidssikre Aarhus som en attraktiv, grøn og tilgængelig by."
Aftalen er indgået af følgende partier i Aarhus Byråd: Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, og Thure Hastrup (UFP).
Blandt kardinalpunkterne i aftalen er blandt andet en investering på 255 millioner kroner til bedre fremkommelighed for busser. Det vil blandt andet gå til anlæg af busbaner, ombygning af kryds og så videre.
Derudover vil man muligvis etablere to nye, såkaldte parkér og rejs-områder, hvorfra bilister fra oplandet kan stille bilen og tage den offentlige transport gratis ind til byen. De to nye områder skal placeres i Tilst og Viby og supplere det eksisterende, der ligger i Lisbjerg.
Der bliver også investeret i flere og bedre cykelstier og i mere ladeinfrastruktur, så det bliver mere attraktivt at vælge en elbil, når den udtjente fossilbil skal skiftes ud.
Forligspartierne har også besluttet at lave forsøg med såkaldte trafik-øer, hvor vejstrukturen minimerer gennemkørende biltrafik og til gengæld sikrer god adgang for beboere og besøgende i bil samt tryggere forhold for cyklister og gående.
Samtidig er forligsparterne enige om at investere yderligere i digital trafikstyring og justerede svingbaner og tilkørselsforhold for at øge kapaciteten på byens indfaldsveje, som det tidligere er sket i ringgadesystemet.
Samtidig konkluderer aftalen, at en letbane er den rette og mest fremtidssikrede løsning for etape 2 af den højklassede kollektive trafik mellem gaden Spanien og Brabrand. Det skal skabe den bedste synergi med de eksisterende letbanestrækninger. Danmarksdemokraterne står uden for denne del af aftalen.
Derudover lægges der op til en sammenlægning af Musikhusparken og Rådhusparken og dermed en fremtidig lukning af Frederiks Allé. Det er også besluttet at gennemføre den omdiskuterede etablering af en park på Vesterbro Torv.
Meget af det ovennævnte har dog lange udsigter, fordi flere af projekterne overlapper og afhænger af hinanden.