Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Mere hæder til Tscherninghuset
Onsdag aften vandt Tscherning årets Renoverpris foran fem andre finalister. Prisen blev giver for en omfattende renovering af gamle lagerbygninger ved hovedkontoret, der er renoveret med 89 procent genbrugs- og genanvendte materialer
Der blev rystet en del på hovederne, da adm. direktør Søren Tscherning præsenterede sin idé om at skabe et 1700 kvadratmeter stort genbrugshus til medarbejdere og samarbejdspartnere. Men i april 2024 blev den cirkulære transformation fra gammel lagerhal til Tschernings nye hovedsæde en realitet.
Siden da har huset fået en del opmærksomhed - nu også som vinder af årets Renoverpris 2024, som uddeles af Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Og det skaber stolthed hos bygherren, Søren Tscherning:
- Det har været en vild og lærerig proces at skabe et genbrugshus. Man sætter jo et benspænd for sig selv, men hvor der er vilje, er der vej. Vi ville gerne være med til at vise, at det godt kan lade sig gøre at tænke i genbrug frem for nyt, også i lidt større skala. Det, synes jeg, vi er lykkedes ret godt med, siger den adm. direktør.
Han roser også arkitekt My Lunsjö fra 3XN GXN for samarbejdet:
- Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden My. Vi har udfordret hinanden undervejs, for det er en svær opgave at tegne et stort hus ud fra materialer, vi ikke nødvendigvis har fundet endnu. Men heldigvis var hun frisk på udfordringen, og det har resulteret i et inspirerende, men også hjemligt hovedsæde, mine medarbejdere og jeg selv er utroligt glade for. Derfor skal der også lyde en stor tak til både My og alle vores andre samarbejdspartnere, siger Søren Tscherning.
I alt var 160 projekter indstillet til prisen, som tidligere på sommeren blev skåret ned til seks finalister. Og onsdag aften blev vinderen fundet under en stor prisfest i København med godt 200 inviterede gæster.
I august blev Tscherning også hædret med Den Grønne Erhvervspris 2024 af Høje Taastrup Kommune for samme projekt, men adm. direktør Søren Tscherning i 2023 fik en pris for sit arbejde med grøn transformation. Det var Årets Regionale Temapris i Hovedstaden.
Projekterne blev vurderet af en jury på 87 fagpersoner fra byggebranchen på baggrund af seks hovedkriterier: Eksempelværdi, solidt samarbejde, inspirerende ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur.
- Vinderprojektet har vist markant eksempelværdi, der formår at inspirere og sætte nye standarder i hele byggebranchen, lød det ved prisuddelingen.
Renoverprisen blev stiftet i 2013 som en anerkendelse til renoveringsprojekter, der er med til at vise vejen i den store samfundsmæssige opgave, det er at få renoveret den eksisterende bygningsmasse i Danmark.
Om Tscherninghuset
Det 1700 kvadratmeter store hovedsæde er skabt med 89 procent genbrugs,- genanvendte og bæredygtige materialer. Arbejdet er sket i et tæt samarbejde med arkitekt My Lunsjö fra 3XN GXN.