Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Gode takter i Sverige i jubilæumsår
Selvom den svenske bygge- og anlægsbranche er presset i disse år, så ser det trods alt lidt bedre ud, når det kommer til recycling og miljø. Det mener administrerende direktør Claus Benzin, Aksel Benzin A/S.
- Nu har vi med vores datterselskab været her i Sverige i syv år, og det begynder for alvor at ligne noget. Vi er gået ind med danske priser, som generelt har lavere avance, end hvad svenskerne er vant til. Og det har kunnet betale sig - mindre avance men mere volumen, siger han til Maskinteknik, da vi møder ham under førstedagen på maskinmessen Entreprenad Live på Ring Knutstorp i Skåne.
60-års jubilæum i år
Importøren af blandt andet Powerscreen og Komptech blev stiftet af Claus' forældre Aksel og Birthe i Vangede i 1964, og virksomheden kan i år fejre 60-års jubilæum.
- Det har været et rigtigt godt år, hvor jeg tror på omsætningsrekord på den sjove side af 100 millioner kroner. 60 år kan alligevel noget. Vi har efterhånden fået opbygget et flot ry og masser af goodwill, fortæller han.
Mange løsninger
Deltagelsen på Entreprenad Live begyndte for to år siden for Aksel Benzin AB, og importøren er tilbage på maskinmessen i år, fordi det er et fint sted at møde kunderne.
- Datterselskabet med kontor i Helsingborg har tre ansatte, og de beskæftiger sig udelukkende med salg. Resten klarer vi fra Danmark, siger han og tilføjer:
- Powerscreen og Komptech er vores to store mærker her i Sverige. Naturligvis kan vi ikke være med på de helt store maskiner til de største stenbrud, men til de fleste svenske opgaver har vi løsninger, fastslår Claus Benzin.
Solidt eftermarked
I takt med at antallet af leverede maskiner stiger, har virksomheden efterhånden fået opbygget et rigtig godt eftermarked. Til gengæld er der knap så stor interesse for elektriske løsninger, som man ser i både Norge og Danmark.
- Her er Sverige en smule efter Danmark. Men det kommer nok også med tiden ligesom vi har set bølgen rulle forsigtigt ind over Danmark, siger han til Maskinteknik.
Med på messen har Aksel Benzin AB taget den store rotorknuser Powerscreen 320 SR samt den langsomtgående neddeler Komptech Terminator 5000.
- Desuden har vi medbragt vores MM Air 22 separator, som er meget effektiv og fjerner letvægtsmaterialer som blandt andet papir, flamingo, pap og plastik. Det passer til alle vores anlæg fra Powerscreen og Komptech, slutter Claus Benzin.