Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Skiftedag hos Johs. Møllers Maskiner
Mange betragter ham som en vaskeægte kran-nørd. Ham selv inklusive. I 37 år har der stået havnekraner, tårnkraner, crawlerkraner, teleskopkraner, lastbilkraner og industrikraner på hans hverdage. Når det har haft noget med kraner at gøre, har Jan Eggert i bogstavelig forstand været tæt på himlen. Nu er han klar til at forlade maskinhuset hos Johs. Møllers Maskiner A/S og overlader pladsen til Thomas Hollænder. Der er skiftedag i det høje hos Johs. Møllers Maskiner. Kran-chefen takker af.
Da Jan Eggert påmønstrede hos JMM Group i 1987, var det med en uddannelse som maskinmester som ballast. Forinden havde han nået lidt af hvert. Han fik en snak med både Dronning Margrethe og den britiske dronningemoder, da han i et års tid sejlede med Kongeskibet Dannebrog, som lå ved Tower Bridge i Themsen. Derefter sejlede han på Vestafrika for ØK, færgen mellem Hundested og Sandefjord i Norge, og såmænd også Vognmandsruten mellem Nyborg og Korsør.
Goddag til kranerne
Han gik i land i 1985, og efter et par år som afdelingsleder for et firma i Kolding, gjorde han sin entré hos kranfirmaet Åkerbergs i JMM-koncernen som værkførerassistent og skabte blandt andet kontakter til udlandet med vedligehold af materiel.
Åkerbergs var et rent kranfirma med hele paletten af kraner, såvel i typer som i mærker. Efter få år havde Jan Eggert udviklet sig til servicespecialist med salg af kraner, og han kom med i en særdeles spændende udvikling med kraner allerede fra midt-firserne.
- Det var sjovt at forholde sig til hele udviklingen, og min stilling var tilpas udfordrende og spændende til, at jeg ikke har søgt andre udfordringer. Selve salget af kranerne har lige så meget handlet om at finde det rigtige produkt til kunden og opgaven, siger Jan Eggert.
Rent Liebherr
I 2003 blev Åkerbergs overtaget af JMM Group, og som produktchef kunne Jan Eggert tilføje Liebherr havne- og mobilkraner til produktporteføljen. Det blev samtidig et farvel til andre kranmærker og altså med fuldt fokus på Liebherr. Foruden tårnkraner, semimobile tårnkraner, mobile tårnkraner og larvebåndskraner, har Jan Eggert også haft industrimaskiner samt store ramme- og boremaskiner og slæbeskovlsmaskiner med i sin salgsmappe.
Den 1. oktober går Jan Eggert på folkepension med hvad deraf følger. Han har et klart blik for, at der også er store fordele ved at have rundet de 67 år. Ikke mindst glæder han sig til at hellige mere tid til familien med fru Anne Marie, børn og børnebørn. Og selv om han rækker nøglerne til Liebherr-kranerne videre til Thomas Hollænder, tager han ingenlunde afsked med kranverdenen. Samtidig med at han fratræder som produkchef hos JMM Group, tiltræder han som konsulent for Dansk Kranforening, som er interesseorganisation for kranbranchen. Man er vel kran-nørd...
Erfaren maskinmand
Hos JMM Group og Johs. Møllers Maskiner bliver det en dreven maskinmand, der tager over. 43-årige Thomas Hollænder er udlært entreprenørmaskinmekaniker hos Ringe Maskinforretning på Fyn i år 2000. Fire år senere rykkede han til udlejningsvirksomheden Jelle-Bo i Svendborg, hvor han var med til at vedligeholde og servicere maskinparken.
I 2012 blev Thomas Hollænder ansat i Johs. Møllers Maskiners hovedkvarter i Horsens, hvor han skruede i blandt andet havnekraner og industrimaskiner, men også jordmateriel. Fra starten af 2020 beskæftigede han sig med teknisk support og salg at tiltroratorer for Engcon Danmark, indtil han i januar i år vendte "hjem" til Johs. Møllers Maskiner og JMM Group som distriktschef med speciale i kraner og industrimaskiner samt materialehåndteringsmaskiner.
Som chef for kranerne hos JMM Group får Thomas Hollænder hele Danmark som domicil. Privat bor han ved Svendborg og er gift med Louise. Parret har to døtre.
JMM Group markerer skiftet på kranfronten med en reception hos Horsens Golfklubs Restaurant Amalielund tirsdag den 24. september fra klokken 12 til 15.