Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Mig & Min Maskine: Peter er ikke til alt det gejl
Der er godt med aktivitet i NCC's grusgrav ved Nyrand, hvor hjullæssere og dumpere pendulerer hastigt mellem knusere, sorteranlæg og bunker af sand, grus og kampesten.
I en af de travle maskiner sidder Peter Malchau, der er formand og maskinfører hos NCC Råstoffer. Han har 41 år på bagen som maskinfører, hvoraf 32 af dem har været i grusgraven på Vestsjælland.
Maskinen - en Komatsu WA500-7 - har otte år på bagen, og den er udvalgt specifikt af Peter Malchau til det krævende arbejde i grusgraven.
- Den er udstyret med en god lastaffjedring og har en god brydekraft i og med, at den er så tung, som den er. Det er ikke en maskine, der er slem til at lave hjulspin, når du maser ind i skrænterne med den. Og så er den god til at læsse høje lastbiler med, fordi den har en god løftehøjde.
Gummigeden bliver primært brugt til at fylde kampesten i en Sandvik-knuser, der transformerer de store sten til skærver.
- Vi kører i brink og graver med den og bryder meget. Der skal en vis mængde kræfter til det arbejde, og det har hjullæsseren, siger Peter Malchau.
Lå i blodet
Peter Malchaus far havde maskinstation, og det var på den måde, at hans interesse for maskiner opstod.
- Det lå ligesom i blodet, siger han.
- Det har jeg så taget med mig ind i entreprenørbranchen. Deraf brænder jeg meget for store maskiner og funktionaliteten i dem. Jeg går op i at anvende de rigtige maskiner til det rigtige arbejde.
Men til trods for at passionen for maskiner er stor, er Peter Malchaus hjullæsser ikke plastret til med ekstraudstyr som mange andre.
- Den har uoriginal joystickstyring, men ellers er der ikke noget ekstraudstyr på den. Jeg er ikke til alt det gejl - for mig er det udelukkende et arbejdsredskab, siger den erfarne maskinfører.
Han sætter derimod pris på den helt basale funktionalitet i maskinen.
- Der er et godt udsyn, god komfort, en stærk motor og en god transmission. Det er det bedste ved maskinen, siger Peter Malchau.