Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Direktør ærgrer sig over snyd hos underentreprenør
DR bringer senere på måneden en udsendelse med fokus på migrantarbejdere i den danske byggebranche. Under tilblivelsen af udsendelsen har en journalist fra produktionsselskabet Impact TV, som har stået for produktionen, opsporet en migrantarbejder, som arbejder for malerfirmaet Malergruppen ApS. I udsendelsen følger man migrantarbejderen ind på én af JCN Boligs byggepladser, Englund i Herlev, hvor Malergruppen ApS er engageret på malerentreprisen.
Optagelsen af migrantarbejderen er foregået ultimo 2023, og personen har efter sigende opholdt sig på byggepladsen 1-2 måneder.
Impact TV nævner i DR's udsendelse, at der har været op til fire migrantarbejdere på pladsen i en kort periode. JCN Bolig har kun modtaget dokumentation for ét tilfælde. Det fortæller entreprenøren i en pressemeddelelse til Maskinteknik.
Produktionsselskabet har efterfølgende konfronteret JCN Bolig med forholdene hos underentreprenøren, som ærgrer adm. direktør Flemming V. T. Rasmussen meget.
- Selvom vi har et mangeårigt parløb med både de faglige organisationer og myndighederne, er vi ikke lykkedes med at fange snydet i dette tilfælde, og det skal jeg være den første til at beklage. I JCN Bolig har vi mange byggeprojekter om året, og der er ofte mere end 20 underentreprenører på hvert projekt. Derfor er det en omfattende opgave at holde styr på hver enkelt af underentreprenørernes medarbejdere, der færdes på en byggeplads. Men vi må desværre blankt erkende, at der er et strukturelt problem i vores branche, især i Københavnsområdet, hvor nogle få underentreprenører forsøger at snyde ved at anvende ulovlig arbejdskraft, siger Flemming V. T. Rasmussen i pressemeddelelsen.
Reagerer konsekvent
JCN Bolig har haft en konsekvent praksis i aftaler med underentreprenører, som betyder, at eventuel ulovlig arbejdskraft i første tilfælde medfører en advarsel til underentreprenøren, mens gentagne tilfælde betyder, at samarbejdet opsiges. I alle tilfælde involveres myndighederne, og de personer, der arbejder ulovligt, bliver bortvist. I maj 2023 identificerede JCN Bolig første gang en ulovlig medarbejder hos Malergruppen ApS på samme byggeplads, og derfor har JCN Bolig nu opsagt samarbejdet helt.
- Vi er en virksomhed med 126 års historie med tæt parløb med fagforeninger og store danske bygherrer, og vi har kun kunnet eksistere så længe, fordi vi lægger vægt på fair løn- og konkurrencevilkår. Selvom der ikke er formelt kædeansvar i Danmark, gør vi rigtig meget ud af at screene vores underentreprenører. Men i det her tilfælde har vi desværre ikke fanget, at underentreprenøren har snydt os og ikke overholder loven, forklarer Flemming V. T. Rasmussen
Skeptisk over for iscenesættelsen
Flemming V. T. Rasmussen anerkender, at kritisk journalistik er berettiget, når der skal fokus på et generelt problem som migrantarbejdere i Danmark. Under produktionen af dokumentaren har direktøren gentagne fremlagt dokumentation for, at JCN Bolig har været i god tro, og at kontrakten med Malergruppen ApS er indgået på branchevilkår, som burde give al mulighed for at udbetale overenskomstmæssig løn til medarbejderne. Han er dog forundret over Impact TV's - og dermed i sidste ende DR's - iscenesættelse i forbindelse med migrant-dokumentaren.
- Vi har en klar oplevelse af, at vi har været castet til at være skurken i deres produktion, allerede inden de faktuelle forhold blev undersøgt. Helt fra den første kontakt har produktionsselskabet haft den præmis, at vi har kendt til ulovlighederne og nærmest hyret migrantarbejderne selv, men det er meget langt fra virkeligheden. At tilfældet er opstået grundet anvendelse af en underentreprenørs underentreprenør, som faktuelt ikke er foregået sådan. Tilrettelæggeren har også flere gange forsøgt at lægge pres på os for at mødes med migrantarbejderne for at diskutere løn og arbejdsvilkår. Impact TV har iscenesat situationer, hvor de tager de illegale medarbejdere op til vores kollegaer, mens de filmer med skjult kamera. Vi har dog helt konsekvent sagt nej til at mødes med migranterne, for de er ikke ansat hos os, og vi kan og vil ikke mødes med personer, som ikke opholder sig lovligt i landet. Vi tager i stedet de nødvendige handlinger i forhold til vores underentreprenør, Malergruppen, forklarer han.
I dag har JCN Bolig valgt at indføre ID-kontrol for alle personer, som færdes på deres byggepladser. Det skal minimere risikoen for, at illegal arbejdskraft kan få adgang til firmaets projekter.