Lyt til artiklen:

Omfattende og systematisk svindel i Maskinland

00:00
Hastighed: ???x
05:01

Maskiner for mange millioner har været finansieret både to og tre gange hos en række af landets store leasingselskaber, der nu står til at tabe store summer på forretninger i Grindsted og omegn.

Svindlen er kommet frem i lyset under behandlingen af konkursen i Maskinland A/S, der blev begæret konkurs i starten af juli i år. Og efterfølgende ved behandlingen af konkurserne i den nu tidligere indehaver Brian Sønderlund Larsens personlige selskab og Fugdal Toftegård Aps.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er konstateret, at en række maskiner har været finansieret flere gange og således ejet af flere forskellige leasingselskaber, fortæller Johnny H. Madsen, advokat og partner ved TVC Advokater og kurator i konkursboet efter Maskinland A/S.

Maskinbladet har forelagt beskyldningerne om svindel for Brian Sønderlund Larsen, der afviser alt.

Internt pyramidespil

Svindlen skal være sket ved, at Maskinland har solgt eksempelvis en mejetærsker til et af Brian Larsens øvrige selskaber på en leasingkontrakt og dermed har maskinforretningen fået pengene i hånden for maskinen.

Dernæst har det andet selskab enten solgt mejetærskeren tilbage til Maskinland på en ny leasingkontrakt i et andet leasingselskab eller til en udenforstående kunde, og derved har man fået nye millioner i hånden.

Efterfølgende har man så afholdt alle sine leasingforpligtelser og lavet samme nummer igen med en ny maskine, når kassen var ved at være tom. Som en slags internt pyramidespil af voksende gældsforpligtelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er flere historier om intetanende landmænd, som er blevet kontaktet af leasingselskaber, der ifølge deres kontrakt ejer den maskine, som landmanden har købt hos Maskinland.

Og efterfølgende er landmanden blevet kontaktet af endnu et leasingselskab, der også har papir på ejerskabet af maskinen, som landmanden umiddelbart i god tro har købt som fri og ubehæftet i en maskinforretning.

Maskinforretning går konkurs

Se også:

Maskinforretning går konkurs

Kurator Johnny H. Madsen er ikke i tvivl om, at der er tale om svindel, og han forventer at indgive en redegørelse om forløbet til politiet.

- Der ligger engagementer på kryds og tværs imellem de her selskaber, der kommer nye krav ind hver eneste dag, og vi har endnu ikke det fulde overblik over omfanget af den her sag, siger Johnny H. Madsen, der ikke mindes at have set noget lignende i maskinbranchen.

De maskiner, redskaber og det værktøj, der blev solgt på Kapow Auktioners konkursauktion med maskiner fra konkursen efter Maskinland forleden, er som vanligt blevet clearet af auktionshuset og konkursboets kurator og er dermed garanteret ubehæftet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Slet ikke færdige

Kurator i Brian Larsens øvrige konkursramte selskaber, advokat Jan Bech fra Horten, er indsat i konkursboerne af flere store leasingselskaber, der har mange penge i klemme i Grindsted og omegn.

- Det er en usædvanlig sag. Jeg kan ikke umiddelbart ikke huske at have set noget så omfattende og systematisk som denne sag. Det er en forholdsvist lille forretning, men det handler jo om dyre maskiner. Hvis en mejetærsker koster fire millioner, og man finansierer den flere gange, så løber det hurtigt op

Jan Bech, advokat og partner ved Horten.

- Lige nu arbejder vi på at finde ud af præcist, hvor maskinerne befinder sig. Der er mange, vi ikke har fundet endnu, fortæller Jan Bech, der betegner sagens omfang således;

- Det er voldsomt.

- Vores første og største bekymring har været at få sikret de her maskiner, og det næste step er så at finde ud af, hvem der egentlig ejer den enkelte maskine. Det er vi slet ikke færdige med, siger Jan Bech, der anslår, at det samlede antal maskiner i sagen udgør mellem 130 og 150 enheder.

Jan Bech regner også med som kurator, at politianmelde Brian Larsen, og han kan i øvrigt fortælle, at der allerede foreligger en politianmeldelse af maskinhandleren fra Horten på vegne af et leasingselskab. Den anmeldelse blev indgivet allerede inden konkursen i Maskinland og i de øvrige selskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en usædvanlig sag. Jeg kan ikke umiddelbart ikke huske at have set noget så omfattende og systematisk som i denne sag. Det er en forholdsvist lille forretning, men det handler jo om dyre maskiner. Hvis en mejetærsker koster fire millioner, og man finansierer den flere gange, så løber det hurtigt op, siger Jan Bech.

Maskinland under hammeren: Lave priser skal sikre tomme haller

Se også:

Maskinland under hammeren: Lave priser skal sikre tomme haller

Uforstående

Maskinbladet har forelagt den tidligere indehaver af Maskinland A/S, Brian Sønderlund Larsen, det overordnede indhold af denne artikel, samt de omtalte oplysninger om omfattende og systematisk svindel med leasingkontrakter imellem hans selskaber.

Han stiller sig uforstående overfor beskyldningerne om svindel.

- Det med svindel ser jeg overhovedet ikke som de (kuratorerne red.) ser det. Vi er ved at få styr på det hele nu her og finde en løsning. Det kan du godt skrive, at jeg har sagt. Udover det, så har jeg ingen kommentarer til historien, siger Brian Sønderlund Larsen til Maskinbladet.

Den nu tidligere maskinhandler er efter konkursen i Maskinland A/S også begæret personligt konkurs.