Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Forundersøgelser til anlæg af 3. Limfjordsforbindelse går i gang
En lang række forskellige undersøgelser i linjeføringen af den kommende 3. Limfjordsforbindelse skal i gang.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
- Vi laver forskellige forundersøgelser i området for at opnå så præcis viden som muligt om den undergrund, vi skal bygge forbindelsen på, siger Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.
- Den viden bruger vi efterfølgende til at projektere den rigtige løsning både af vej, broer og tunnel. Den viden vi får, skal også være med til at minimere "overraskelser" for entreprenøren, den dag de faktisk går i jorden, siger projektchefen.
Indledende undersøgelser
I første omgang bliver der gennemført geofysiske undersøgelser, som er en kortlægning af blandt andet forskelle i geologi og identifikation af områder med risiko for mosejord (blødbund).
Undersøgelserne bliver brugt af de projekterende ingeniører til at planlægge placeringen af de kommende geotekniske boringer så optimalt, som muligt.
De indledende undersøgelser bliver gennemført i fjerde kvartal 2024 og første til anden kvartal 2025.
Der bliver også gennemført miljøundersøgelser i løbet af november og fire uger frem, hvor jordbunden bliver undersøgt for forurenende stoffer. På tværs af motorvejslinjen graver en rendegraver ud til søgerender, og bagefter bliver jordprøverne sendt til undersøgelse.
To matrikler bliver berørt af miljøundersøgelsen på nuværende tidspunkt, og i alt påtænker Vejdirektoratet at gennemføre undersøgelserne på 50 matrikler.
Senere bliver der også gennemført geotekniske- og arkæologiske undersøgelser, oplyser Vejdirektoratet.
Klar om 10 år
En anlægslov for den 3. Limfjordsforbindelse blev af Folketinget vedtaget 14. maj i år. Loven trådte i kraft 1. juli.
Forbindelsen bliver en cirka 20 kilometer lang firesporet motorvej med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord. Motorvejen bliver ført vest om Aalborg via øen Egholm og under Limfjordens sydlige løb i en tunnel og over Nørredyb på lavbroer.
Anlægsarbejdet er efter forventningen afsluttet i 2034.