Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Mig & Min Maskine: Kims 40-tons Cat sætter skub i lufthavnsbyggeriet i Ilulissat
Tungt arbejde kræver tungt grej, og Munck Gruppens lufthavnsprojekt i Ilulissat er ingen undtagelse.
Her er det de helt store maskiner, der arbejder med at afgrave, transportere og indbygge de cirka 8.000.000 kubikmeter sprængsten, der skal danne fundamentet for den nye landingsbane på den grønlandske vestkyst.
I førersædet på en Caterpillar D8T dozer sidder Kim Worsøe og skubber sten ud i lag. Han arbejder i det, der bliver sikkerhedszonen langs landingsbanen, men det areal, han kører på, var før en del af fjorden. Derfor skal der skubbes mange læs ud, før arealet kommer op i niveau med banen.
Men Kim Worsøe og kollegaerne på projektet arbejder også utrætteligt. Ifølge maskinføreren kører maskinerne 24/7 minimum seks dage i ugen.
- Så der er ikke problemer med, at maskinerne står og bliver kolde eller ikke kan starte, siger han.
- Det stiller dog også store krav til maskinerne, og at man overholder service og vedligehold.
Greb muligheden
Det er omtrent fem år siden, Kim Worsøe greb muligheden og tog til Grønland. Egentlig er han uddannet tømrer og har arbejdet med at montere altaner, så det var ikke en branche, han var alt for kendt i, men da en kammerat ringede og spurgte, om han havde lyst til at komme til Nuuk og køre maskiner, kunne han ikke sige nej.
- Min daværende chef sagde, at jeg skulle gribe muligheden, så det gjorde jeg. Det er jo virkelig et flot land, og man får lov at se noget andet, end man gør derhjemme. Det er også en af årsagerne til, at jeg er taget herop. At få en oplevelse og arbejde samtidig. Jeg trives virkelig med det, så det er fedt, siger Kim Worsøe.
Han har været i Grønland ad to omgange og en tur på Femern-projektet indenfor de seneste fem år.
Større end gennemsnittet
Ligesom landskabet, er dozeren, han betjener, også lidt anderledes end dem, man ser i Danmark.
- Normalt kører man med D6'ere derhjemme, men her skal der lidt mere power til for at kunne skubbe de mængder ud, vi håndterer her. Derfor er den lidt større end gennemsnittet, fortæller Kim Worsøe.
Og det er da også maskinens evne til at flytte store mængder materialer, der gør den til et fedt arbejdsredskab.
- Det fede ved det er, at man kan nå langt, uden egentlig at gøre så meget. Man kan se noget proces i det, man laver, fordi man skubber så store mængder, som man gør, siger maskinføreren.
Den nye lufthavn i Ilulissat skal efter planen stå færdig i 2026.