Elektrificeringen af jernbanen op gennem Jylland er nu nået til Aalborg, hvor det indledende arbejde er gået i gang. Arbejdet med elektrificeringen af banen igennem Aalborg løber frem til udgangen af juni 2025.

Forskellige arbejder

Væltede træer og nedfaldne grene kan beskadige kørestrømsanlægget og medføre forsinkede og aflyste tog. Derfor rydder eller beskærer Banedanmark bevoksning i op til 10 meters afstand til banen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Banedanmark foretager også prøvesugninger, der hvor der skal sættes kørestrømsmaster op. Det gør man for at afdække jordforhold og nedgravede kabler forud for arbejdet.

I begyndelsen af 2025 starter så nedramningen af de fundamenter, som kørestrømsmasterne efterfølgende skal fastboltes på.

Nedramning af et betonfundament tager typisk 30 minutter - derefter bevæger Banedanmark sig videre henad strækningen. Det kan dog tage længere tid, særligt på stationerne hvor fundamenterne skal placeres tættere, eller hvis der er besværlige jordbundsforhold.

Når ramningen af fundamenter er overstået følger en arbejdsperiode, hvor selve kørestrømsmasterne skal sættes op og monteres, inden Banedanmark begynder på ophængning af køretråd på strækningen.

Afslutningsvis foretager man en række justeringer af banen og kørestrømsanlægget, inden banen er klar til testkørsel og indsættelse af eltog fra udgangen af 2026.