Hvis du gik med det indtryk, at indsatsen i forhold til at klimasikre Danmark mod hundredårshændelser tager fart i disse tider, kan du godt tro om. Massevis af klimasikringsprojekter bliver nemlig lagt i graven eller udskudt som følge af en statslig bekendtgørelse, der får kommuner og vandselskaber til at give op på projekterne.

Det skriver Jyllands-Posten

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi oplever, at Københavns skybrudsplan fra 2012 er på vej ned i afløbet - pga. de regler, som staten har udstukket, siger Marianne Jeppesen, der er strategichef hos forsyningsselskabet Hofor, til Jyllands-Posten.

Hun forklarer til avisen, at det især er reglerne i en serviceniveau-bekendtgørelse fra 2021, der betyder, at vandselskaber ikke må lave mere klimasikring, end de kan dokumentere, der er en samfundsmæssig nettogevinst ved. Ifølge Marianne Jeppesen, betyder det i praksis, at man ikke længere kan klimasikre mod de såkaldte hundredårshændelser.

Af den årsag har man alene i Københavns Kommune været nødt til at droppe eller udsætte omtrent to ud af tre klimasikringsprojekter, der er blevet sat i søen siden skybruddet i 2011, siger strategichefen til Jyllands-Posten. Det bekræftes af et notat fra Københavns Kommune. De droppede projekter beløber sig alene i Københavns Kommune til cirka 400 millioner kroner.

Line Barfod (EL), der er teknik- og miljøborgmester i kommunen kalder de statslige regler for "absurde."

I et svar fra miljøminister Magnus Heunicke til Jyllands-Posten, lyder det:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal have mere klimasikring - ikke mindre. Derfor er vi nødt til at have de problemstillinger på bordet, som kommunerne rejser, og vi har nu indkaldt de pågældende kommuner til et møde.