Pankas, der anlægger og vedligeholder veje i Tyskland, Østeuropa og Danmark, har indgået en aftale om at købe den anerkendte hollandske virksomhed Ooms Producten B.V., der producerer premium bitumenbaserede produkter til asfalt og andre industrielle anvendelser. Ooms' produktportefølje omfatter bl.a. Sealoflex, der er et førende kvalitetsbindemiddel til asfaltbelægninger med særligt strenge krav til styrke og holdbarhed. Sealoflex anvendes bl.a. derfor i asfaltbelægningerne i Schiphol lufthavnen i Amsterdam og i Hong Kong's internationale lufthavn.
Købet af Ooms er et strategisk vigtigt led i fortsættelsen af Pankas' succesfulde markedsstrategi de seneste fem år med solid vækst på det europæiske asfaltmarked med fokus på produkter og ydelser af højeste kvalitet.
Udover de nuværende Sealoflex-produkter har Ooms en række produkter i pipeline, som alle bidrager til både mindre klimabelastning og miljøpåvirkning. Sammen vil Pankas og Ooms sætte yderligere fart på udviklingen af dette område og bidrage endnu mere til en fremtidig produktion og anvendelse af bæredygtige asfaltløsninger.
Skal sikre yderligere vækst
- Vi er meget glade for opkøbet af Ooms, der strategisk, kommercielt og geografisk giver rigtig god mening for Pankas. I det kommende samarbejde mellem Ooms og Pankas øvrige datterselskaber styrker vi både vores produkter, services og kapacitet til gavn for kunder, medarbejdere og øvrige samarbejdspartnere, siger Poul Henning Jensen, CEO i Pankas Group, i en pressemeddelelse.
Ooms har i dag en stærk markedsposition i Holland og eksport til en række europæiske og oversøiske markeder. Med opkøbet er det planen og forventningen, at Ooms som en del af Pankas-koncernen styrker deres nuværende position i Holland, samt udbygger den internationale forretning.