Et nyt partnerskab er gået sammen om at opstille målemetoder for byggeriets påvirkning af biodiversiteten med særlig fokus på påvirkninger fra hele værdikæden. Målet er at skabe en fælles standard til byggebranchen.
Det skriver PensionDanmark i en pressemeddelelse
AP Ejendomme, PensionDanmark Ejendomme og Planetary Responsibility Foundation indgår i partnerskabet og har netop modtaget en bevilling på 1,1 millioner kroner fra Realdania til projektet, som er medfinansieret af de tre aktører med tilsvarende beløb.
I dag mangler der både viden og værktøjer på området, og der eksisterer ikke nogen fælles rammer og metoder. Derfor er det vidt forskelligt, hvordan bygherrer, entreprenører og leverandører monitorerer og måler på deres påvirkning.
Fart på mindre påvirkning
Projektet kan være med til at skabe et fælles referencepunkt, der kan bidrage til, at hele byggesektoren bevæger sig hurtigere i fremad i arbejdet med at reducere den negative påvirkning på biodiversiteten, mener direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.
- For os som bygherre vil en branchestandard være et værdifuldt værktøj i arbejdet med at måle, reducere og kommunikere om vores påvirkning af biodiversiteten. Samtidig tror jeg, at en fælles model kan være med til at løfte både tempoet og ambitionsniveauet i hele byggebranchen, siger Peter Olsson i pressemeddelelsen.
- Vi kan komme langt af frivillighedens vej, men jeg mener også, at det vil virke som en yderligere katalysator, hvis der kommer nogle politiske krav og rammer, så det sikres, at vi konkurrerer på ensartede vilkår, siger han.
En fælles målemetode
Formålet med projektet er at opstille en målemetode for byggeriets samlede påvirkning på biodiversiteten, som hele branchen kan bruge.
- Det er afgørende for naturen men også for branchen at indtænke biodiversitet i byggeriet, siger Mia Manghezi, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark Ejendomme.
- Mange er allerede godt i gang med arbejdet, men som branche har vi behov for nogle fælles rammer, hvis vi skal sikre en betydelig positiv effekt for biodiversiteten i hele værdikæden, samtidig med at vi skaber værdi for vores forretning og medlemmer, siger hun.
Fokus på værdikæden
Foreløbige beregninger viser, at op mod 90 procent af byggeriets totale biodiversitetspåvirkning ligger i værdikæden.
Derfor har byggebranchen brug for konkrete målemetoder, som kan bidrage til, at centrale aktører kan tage ansvar og reducere ikke kun egen påvirkning, men også blandt deres leverandører og samarbejdspartnere, lyder det.
- I arbejdet med biodiversitet i byggeri og byudvikling har fokus hidtil været på projekters lokale påvirkning af natur, hvor bygherrer mange steder i dag arbejder aktivt med at øge naturkvaliteten af grønne områder, Jens Böhme, CEO i Planetary Responsibility Foundation.
- Men påvirkninger af biodiversitet i værdikæden fra produktion af byggematerialer samt energi til drift af byggeriet har været overset. Det giver ikke mening, når bygge- og anlægsbranchen spiller en nøglerolle i de globale biodiversitetspåvirkninger med et stort ressourceforbrug, siger han.
I løbet af projektet trækker partnerskabet på viden og rådgivning fra en række samarbejdspartnere, heriblandt Sweco, Oiko, Concito, Aaen Engineering og Upstream Partners.
Partnerskabet forventer at kunne præsentere resultaterne inden for det kommende år.
Den primære målgruppe for projektet er danske professionelle bygherrer og investorer, som står i første række til at stille krav til de fremtidige byggeriers design og påvirkning på biodiversiteten.