Et særdeles tilfredsstillende år.

Sådan beskriver ledelsen i Aarsleff det seneste regnskabsår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og tallene har da også nået nye rekordhøjder.

Omsætningen i entreprenørkoncernen landede på 21,7 milliarder kroner. Det er en stigning på 7,3 procent fra året før. Årets resultat landede på 826 millioner kroner, hvilket er 28 millioner kroner mere end året før. EBIT landede på 1,1 milliarder kroner, og overskudsgraden på 5,1 procent.

- Igen i år kan Aarsleff-koncernen præsentere et historisk flot resultat, hvor vores EBIT-margin overstiger målet på fem procent. Vi har haft en høj ordreindgang, der spænder fra mange små og mellemstore projekter til de helt store opgaver som udførelse af Lynetteholm i København og udrulning af fjernvarme i Nordsjælland. Aarsleff står stærkt med gode resultater, en solid balance og mange dygtige medarbejdere, hvis kompetencer er højt efterspurgte af markedet, skriver administrerende direktør i Aarsleff, Jesper Kristian Jacobsen i årsrapporten fra koncernen.

Munck øger omsætningen og leverer sit hidtil bedste resultat

Se også:

Munck øger omsætningen og leverer sit hidtil bedste resultat

Størstedelen af Aarsleffs forretning ligger i anlægsmarkedet, hvorfor entreprenøren ikke har været specielt mærket af byggeriets afmatning.

- Store projekter som Hovedstadens Letbane, tunnelen under Femern Bælt og anden fase af Lynetteholm er vel undervejs. En bred palette af andre anlægsprojekter og særligt projekter relateret til den grønne omstilling har bidraget til årets høje ordreindgang. Vi skal for eksempel udføre banearbejder på Vestfyn, og i Grønland skal vi renovere kraftværket, som forsyner Pituffik Space Base - en af verdens mest afsides beliggende baser. Vigtige opgaver relateret til klimatilpasning er et andet af vores specialer, og i Kagsåparken på grænsen mellem Herlev, Gladsaxe og København skal vi udføre en stor regnvandspark. Og så skal vi faktisk også bygge Mejlbryggen på Aarhus Ø, som er 29.000 etagemeter fordelt på 305 boliger og 22 erhvervslejemål. Et varieret spænd af opgaver, som for en stor dels vedkommende gennemføres i One Company-samarbejde og med en høj grad af egenproduktion, skriver Jesper Kristian Jacobsen i årsrapporten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Positivt 24/25

Regnskabsåret 24/25 tegner ligeledes til at blive et godt år for Aarsleff.

- Efter endnu et år med højt aktivitetsniveau og en dedikeret indsats fra koncernens mange medarbejdere kan vi glæde os over en rekordstor ordreindgang og en imponerende ordrebeholdning. Fremtiden ser fortsat lys ud, men det er stadig vigtigt, at vi også holder fokus på medarbejdernes trivsel i en travl hverdag, skriver Jesper Kristian Jacobsen.

Direktør stopper i Jorton

Se også:

Direktør stopper i Jorton

Aarsleff forventer en omsætningsvækst på 0-5 procent svarende til en omsætning på mellem 21,7 milliarder kroner og 22,8 milliarder kroner. Hertil et EBIT i størrelsesordenen 1050 - 1150 millioner kroner. På baggrund af de seneste års positive udvikling i koncernens resultater og forventningerne til fremtiden hæver Aarsleff sit EBIT-mål til 5,5 procent mod tidligere 5,0 procent. Målet er fastsat ambitiøst, skriver koncernen.

Ifølge årsrapporten har Aarsleff 8782 medarbejdere ansat.