På byggepladsen ved Rødbyhavn gør man klar til at sejle det første tunnelelement ud i Femern Bælt, mens man på Storstrømsbroen har taget fat på de sidste arbejder inden åbningen for vejtrafik i efteråret 2025. På E45 har godt vejr sikret god fremdrift i anlægsopgaverne, og næsten alle strækninger er fordelt. Læs mere om, hvordan det går med de store infrastrukturprojekter i Danmark herunder.
Første tunnelelement sejles snart ud ved Rødbyhavn
På Europas største byggeplads ved Rødbyhavn gør man klar til et stort år på anlæggelsen af Femern Bælt-forbindelsen.
Alle fem produktionslinjer på byggepladsen er i fuld produktion, og en stribe tunnelelementer er allerede blevet støbt og skubbet ud i tørdokken. I oktober støbte man det første af i alt 10 specialelementer.
Efter planen skulle det første tunnelelement sejles ud og nedsænkes i tunnelrenden i 2024, men seancen lader vente på sig. Ifølge Maskintekniks oplysninger skulle det ske primo 2025. Tunnelen bygges af i alt 79 standardtunnelelementer der hver er 217 meter lange og 10 specialelementer.
På både dansk og tysk side er den første del af tunnelen på land nu støbt færdig, hvor enden ud mod Femern Bælt nu er blevet dækket af vand.
I foråret 2024 færdiggjorde man udgravningen af tunnelrenden. Udgravningen har givet næsten 15 millioner kubikmeter jord, sten og sand, som blandt andet bliver genanvendt til 300 hektar ny natur og rekreative områder ved Rødbyhavn. Arbejdet har blandt andet beskæftiget specialiserede graveskibe som sandsugeren Vox Amalia, Wire Grab Dredgeren Manta, og Magnor, der er verdens største Backhoe Dredger.
Maskinteknik besøgte projektet i foråret 2024 og lagde blandt andet vejen forbi den unikke "floating gate" og en lokal entreprenør, der arbejdede på projektet.
Godt anlægsvejr har sikret god fremdrift på E45
På E45 bliver der arbejdet på fuld tryk med at udvide motorvejen fra fire til seks spor på den 38 kilometer lange strækning mellem Vejle og Skanderborg.
- Vejret har været lunt i løbet af efteråret, og det har betydet, at vi har kunnet arbejde rigtig godt og effektivt på motorvejsudvidelsen, fortæller projektchef hos Vejdirektoratet, John Kjærsgaard.
- Vi ved godt, at vi generer trafikken, mens vi udvider motorvejen. Derfor er jeg også glad for at opleve, at trafikanter på strækningen følger vores anvisninger og kører med nedsat hastighed og generelt tager hensyn til hinanden og til vores vejarbejdere. Tak for det og fortsæt endelig med at vise hensyn og have tålmodighed, når I kører derude, siger han.
Vejdirektoratet offentliggjorde for nyligt, at man har skrevet kontrakt med MT Højgaard og Kølkær Entreprenør på to nye strækninger. Dermed mangler kun en enkelt strækning at blive fordelt, hvilket vil ske i begyndelsen af året.
På projektet er man nu færdige med alle udvidelser af broer og tunneller, så alle krydsende veje nu er åbne igen. Tilbage mangler derfor kun de nye og større motorvejsbroer ved tilslutningsanlæggene til motorvejen og nogle enkelte stikkrydsninger under motorvejen.
- Det er en milepæl for det samlede projekt, at vi er i mål med de mange krydsende veje. Vi glæder os over, at borgerne i de berørte områder nu igen kan krydse motorvejen som normalt, siger John Kjærsgaard.
Storstrømsbroen gør klar til at åbne i 2025
Den 29. december 2024 nåede man en vigtig milepæl på byggeriet af den nye Storstrømsbro. Det allersidste af de i alt 48 brodragerelementer, hvoraf 44 er præfabrikerede og fire er støbt in situ, blev nemlig hejst på plads, og dermed er den nye Storstrømsbro landfast mellem Sjælland og Falster via Masnedø.
Pylonen, den nye bros vartegn, er også støbt in situ i midten af Storstrømmen. Den nåede sin fulde højde på 102 meter i efteråret. Pylonen tjener et vigtigt formål. Den nye Storstrømsbro er nemlig en skråstagsbro, hvilket betyder, at brodækket er hængt op i én pylon. De første af de såkaldte skråstag, altså kabler, der skal bære gennemsejlingsfagene tættest på pylonen og broens midte, blev monteret fra november.
Vejdirektoratet melder, at aktiviteterne på produktionspladsen på Masnedø er stort set færdige, og de store hvide haller og pladsen bruges nu kun til opbevaring af materialer. Arbejdet er altså nu rykket fra produktionspladsen til broen og de nye adgangsveje.
På broen er der gang i mange arbejder. Udover montering af skråstagene støbes der kantbjælker og afsporingssikring, betonen fugtisoleres, og de nye skinner til jernbanen lægges. Jernbanen anlægges som et såkaldt slab track system, hvor skinnerne ikke ligger på sveller, men boltes fast på betonplader. Skinnerne til den nye jernbane er 180 meter lange og ligger klar i tracéet langs med de nyanlagte adgangsveje på både Falster og Masnedø. Også inde i broen arbejdes der. Kabler til lys og andre installationer i broen trækkes, og der skal opsættes trapper, stiger og en elevator inde i den høje pylon.
Året har også budt på god fremdrift på land, fortæller Vejdirektoratet. På Falster er den nye rundkørsel på Gåbensevej anlagt og ibrugtaget. Selvom den gamle rundkørsel nu er overflødig, bliver den liggende noget tid endnu. Af hensyn til naboerne bliver den først fjernet, når den nye bro er åbnet. Der er lagt asfalt på de nye adgangsveje, og den nye adgangsvej Brovejen på Masnedø er delvist taget i brug. I september blev en del af den nye vej til broen også kortvarigt taget i brug, da omkring 12.000 besøgende kom til Åben Byggeplads og Havn og benyttede sig af muligheden for at gå en tur ud på broen.
Lidt malurt i bægeret er der dog også at finde, når man kigger tilbage på 2024. I sommer blev det nemlig klart, at det italienske konsortium SBJV, der bygger broen for Vejdirektoratet, kræver 3,4 milliarder kroner af staten i en voldgiftssag som følge af store tab og forsinkelser på projektet, der ifølge entreprenøren skyldes ændringer i design og andre forhold hos bygherren, Vejdirektoratet. Af den årsag har Vejdirektoratet lavet et udbud på indkøb af teknisk bistand og rådgivning, som skal bruges i forbindelse med voldgiftssagen. Læs mere om det herunder.
Projektet fik også uheldig omtale i DR's dokumentar "På statens regning," der udkom i slutningen af november. Her kunne DR afsløre lønfusk hos albanske migrantarbejdere på projektet. Mere om det herunder.
I efteråret 2025 åbner broen for vejtrafik, mens togene må vente til 2027. Indtil da fortsætter arbejdet med at omdanne brodragerelementer til vej, cykel- og gangsti og ny jernbane. Og på adgangsvejen på Falster skal der etableres en støjskærm mellem den nye rundkørsel og broen. Støjskærmen bliver cirka 350 meter lang og tre meter høj. Der er således fortsat mange arbejder, som skal udføres, inden den nye Storstrømsbro er klar til biltrafik.