Et område af byen Virklund, som ligger en håndfuld kilometer syd for Silkeborg, er under forandring. I forbindelse med det arbejde er forsyningsselskabet gået i gang med at kloakseparere området.

- Der er blevet presset to 1.200 millimeter rør under Horsensvej, fordi vi skal have lavet to nye regnvandsbassiner. Nu skal vi have separeret herinde. Regnvand skal løbe for sig selv, og spildevand skal løbe for sig selv, siger Ole Antonsen, ingeniør hos Silkeborg Forsyning, til Maskinteknik og peger ind mod bydelen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er blevet et fælles projekt, Silkeborg Forsyning har udbudt sammen med kommunen, og det er den samme entreprenør, som arbejder både for os og kommunen. Det går rigtigt godt, siger han.

Flere projekter på én gang

Projektet med Kølkær Entreprenør som entreprenør gik i gang i foråret 2024 og indebærer ændringer i infrastrukturen i forbindelse med et nyt butiksområde i byen. Foruden kommunen og forsyningsselskabet er ejeren af grunden til butiksområdet bygherre.

I den forbindelse er der blevet anlagt en cirka 140 meter lang ny forbindelsesvej mellem Horsensvej i Virklund og Virklundvej. Gl. Østergårdsvej hedder vejen, som blev taget i brug 18. december 2024. På den modsatte side af Horsensvej ligger Østerlundvej, som entreprenøren skal flytte mod syd.

rich-media-2
Ole Antonsen er ingeniør hos Silkeborg Forsyning. Foto: Tina Moesgaard.

Ledningsarbejdet på Virklundvej er godt i gang og har flyttet sig fra Gravbækken i syd og næsten helt op til Gunilshøjvej i nord, hvor vejen ender, og det nuværende lyskryds bliver lukket. Projektet indebærer omkring 1,4 kilometer kloakledning og rør i størrelserne ø 200-ø 1.200 millimeter.

I øjeblikket skal borgerne tage stilling til, om de ønsker fjernvarme i området. Der er frist i midten af foråret, og svarer flertallet ja, bliver gravearbejdet for kloak koordineret med gravearbejdet for fjernvarmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så det kan have lidt med tidsplanen at gøre, om fjernvarmen kommer eller ej, siger Ole Antonsen.

rich-media-4
Foto: Tina Moesgaard.

Mens gravearbejdet står på i beboelsesområdet, er der ikke nogen tvivl om, at der er meget logistik og midlertidige adgangsveje, der skal gå op.

- Det har været lidt udfordrende her, især med plejehjem, som ligger lige ved den nye forbindelsesvej, siger ingeniøren.

Gravede i spænding

Der er heller ikke nogen tvivl om, at jorden under en by kan gemme på lidt af hvert - lige fra forurenet jord, grundvand - og mere end ventet til blandt andet gamle ledninger og bygværker.

Da gravearbejdet gik i gang nede ved Gravbækken, skulle entreprenøren skifte et rør i vejen, som lå i en gammel bro over åen og under asfalten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vidste godt, at broen lå der. Men det er altid lidt spændende, når det ikke længere bare er tegninger, vi kigger på, siger Ole Antonsen.

- Men det var, som vi havde forventet, og det gik helt fint med at få skiftet røret ud, siger han.

Første bassin er klar

Længere oppe ad vejen skrider gravearbejdet planmæssigt frem, og inden længe er det ikke kun det, der forandrer området. Det gamle butikscenter ligger mellem Virklundvej og Horsensvej og har stået tomt i en årrække. Nu bliver det revet ned for at gøre plads til blandt andet et nyt supermarked og en parkeringsplads.

rich-media-6
Gl. Østergårdsvej er en ny forbindelsesvej i Virklund. Foto: Tina Moesgaard.

Byggeaktivitet er der dermed masser af i dette område af Virklund, hvor der på den modsatte side af Horsensvej nu også står et regnvandsbassin næsten klar.

- Alt regnvand fra den del af Virklund løber ud i bassinet. Vandet bliver renset og forsinket der, og så er der et lille afløb derfra og ned til vandløbet, siger ingeniøren og peger på regnvandsbassinet, der kan rumme cirka 9.000 kubikmeter vand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-8
De store rør under Horsensvej skal klare fremtidens regnmængder. Foto: Tina Moesgaard.

Det andet planlagte regnvandsbassin få hundrede meter væk fra bassinet er ikke en del af dette projekt, så etableringen af det er ikke begyndt endnu.

Forventningen er, at det igangværende kloaksepareringsprojekt er afsluttet til april/maj i år.