Byggeriet skal digitaliseres hurtigere og blive mere bæredygtigt.
I den forbindelse er der givet nye midler til Contech Lab, som er en udviklingsplatform i byggebranchen, hvor virksomheder i byggeriet sammen kan udvikle og eksperimentere med nye måder at benytte data, digitalisering og teknologi på for at skabe fremtidens byggeri, som er mere bæredygtigt og produktivt.
Konkret skal Contech Lab i samspil med aktører i branchen finde frem til løsninger, der kan sikre effektivt anvendelse af ressourcer og understøtte omstillingen til cirkulær økonomi i branchen.
Der er tale om en samlet bevilling på 28 millioner kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Contech Lab.
Fart på grøn omstilling
Bidragsyderne bag Contech Lab og den nye bevilling er Industriens Fond, Realdania, Knud Højgaards Fond, Rambøll Fonden og Molio.
Skal vi lykkes med at gøre byggebranchen mere bæredygtig og cirkulær, er der behov for, at branchen har et sted at eksperimentere med teknologi og nye arbejdsmetoder, inden de foretager store investeringer.
Lennie Clausen, programchef i Realdania
Som det er nu, er manglen på fælles metoder, teknologi og digitale værktøjer gennem alle faser i byggeprojekter en hæmsko for øget produktivitet og fart på grøn omstilling i branchen, lyder det.

- Byggeriet er afgørende for grøn omstilling og påvirker miljøet på flere måder, herunder energi- og ressourceforbrug, siger Charlotte Kjeldsen-Krarup, som er udviklingsdirektør i Industriens Fond, i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter indsatsen og sikrer, at endnu flere byggevirksomheder kommer i gang med anvendelsen af nye teknologier, der både kan øge produktivitet, accelerer grøn omstilling og styrke konkurrenceevnen i danske byggevirksomheder.
Før de store investeringer
Idéer skal spire og modnes i Contech Lab, hvor digitale og grønne frontløber-virksomheder går sammen om at udvikle løsninger. På den måde kommer flere virksomheder i berøring med teknologi og digital udvikling, inden de foretager store investeringer heri.

- En samlende udviklingsplatform som Contech Lab kan understøtte branchens aktører i at samarbejde på tværs og løfte sig digitalt gennem målrettede, samarbejdsorienterede og praksisnære løsninger med udgangspunkt i byggeprojekter, siger Lennie Clausen, som er programchef i Realdania.
- Skal vi lykkes med at gøre byggebranchen mere bæredygtig og cirkulær, er der behov for, at branchen har et sted at eksperimentere med teknologi og nye arbejdsmetoder, inden de foretager store investeringer, siger programchefen.
Over 100 virksomheder
Contech Lab blev etableret i 2021 og har blandt andet arbejdet med minimering af ressourceforbrug på byggepladser.
Platformen har også arbejdet med materiale-pas for nye og genbrugte byggevarer og national metode til kortlægning af bynatur og affaldsdata i forbindelse med renovering.
Indtil videre har Contech Lab gennemført 29 projekter med over 100 forskellige virksomheder i den danske bygge- og anlægsbranche. Her udgjorde små- og mellemstore virksomheder 50 af dem.
Udviklingsplatformen Contech Lab er forbundet med Molio, som er et videnscenter for byggeriet, med bidrag fra Industriens Fond og Realdania. Knud Højgaards Fond og Rambøll Fonden er kommet med fra 2025.
- Grøn og digital omstilling går hånd i hånd, og vi skal sikre, at de frontløbere som kan og vil udvikle branchen, går sammen. Vi ser frem til, at Contech Lab kan løse flere konkrete udfordringer og lave indsatser, som kommer hele branchen til gavn og skaber reel forandring, siger Christina Hvid, som er administrerende direktør i Molio og Contech Lab.
- Vi kan med de nye midler sikre, at vores viden og løsninger kommer længere ud og bliver bredt implementeret. Vi er meget glade for, at de oprindelige stiftere er med, samtidig med at flere bakker op, siger direktøren.