Per Aarsleff Holding A/S har indgået aftale om at indtræde som hovedaktionær i det færøske entreprenørselskab ArtiCon P/f. Investeringen er på 144 millioner kroner. Det skriver entreprenørkoncernen i en selskabsmeddelelse.
ArtiCon er et stort lokalt entreprenørselskab med hovedkontor i Torshavn. Selskabets 300 medarbejdere udfører bygge- og anlægsopgaver for offentlige og private kunder på Færøerne. I 2023 omsatte selskabet for 654 millioner kroner og havde et EBIT-resultat på 40 millioner kroner.
- Færøerne er et nyt marked for Aarsleff-koncernen. Aarsleff får lokal tilstedeværelse og en styrket position i Nordatlanten, hvor der lige nu sker stor udvikling med investeringer i infrastruktur og byggeri særligt i de større byer. Vi ser et spændende marked med et stort potentiale, hvor Aarsleff-koncernen med ArtiCons stærke kompetencer står ekstra godt, udtaler Jesper Kristian Jacobsen, administrerende koncerndirektør i Aarsleff-koncernen.
Aarsleffs ejerandel vil udgøre 80 procent, mens den resterende ejerandel bliver fordelt med 10 procent til ArtiCons nuværende ejere samt 10 procent til tre ledende medarbejdere.
Overtagelsen forudsætter de færøske konkurrencemyndigheders godkendelse. Tilsvarende vil resultatforventninger til ArtiCon for regnskabsåret 2024/25 også først blive indarbejdet, når investeringen er godkendt.