Liebherr har booket en kæmpestand på ikke mindre end 14.000 kvadratmeter til Bauma.
Og det kommer til at tage cirka et halvt års tid at bygge standen.
- Der har allerede været masser af aktivitet på de i alt fem stande, som Liebherr har på Bauma. En af dem består så virkeligheden af fire kæmpestande side om side og udgør det store udendørs-område med alle de store maskiner, fortæller direktør Leif Rudebeck Petersen i en pressemeddelelse fra JMM Group.
- Inden døre i nogle af de mange messehaller har Liebherr specialområder med blandt andet dele, tilbehør og redskaber til maskinerne. En helt speciel stand inde i det store kongrescenter vil give besøgende et indblik i, hvordan det er at arbejde for Liebherr, fortæller chefen for den danske Lieberr-importør, Johs. Møllers Maskiner A/S.
Klar med flere nyheder
Der bliver spot på maskiner til jordflytning, materialehåndtering, mobil- og larvebåndskraner, tårnkraner, maskiner til dybdefundering, betonteknologi og komponenter.

Det er alt sammen under Liebherrs slogan for Bauma 2025: "Hånd om fremtiden". Koncernen vil rigge flere end 70 enkeludstillinger til med fokus på fremtidens produkter til entreprenørbranchen.
- Her godt et par måneder før det går løs, ved vi, at Liebherr naturligvis også denne gang benytter Bauma til premierer på en række brandvarme nyheder, siger Leif Rudebeck Petersen.
- En del af dem forbliver hemmelige, indtil messens gæster står foran dem i München. Men vi ved blandt andet, vi vi kommer til at opleve en verdenspremiere på en ny Generation 6 af teleskoplæsseren T38-7s, som vil sætte nye standarder i segmentet op til 4,2 tons. Liebherr markerer samtidig sit indtog i otte meter-klassen med den nye T48-8s, fortæller direktøren.

Liebherr lægger også op til markante nyheder hos gravemaskinerne, både på bælter og hjul, hos materialehåndteringsmaskinerne og hos mobil- og bæltekranerne.
Energilagring og brint
Andre energiformer er også noget, som maskingiganten sætter fokus på messen i München.
- Ingen entreprenørmesse uden kraftigt fokus på andre energiformer, og Liebherr er naturligvis med helt fremme i udviklingen af nye muligheder, siger Leif Rudebeck Petersen.
- Hos Liebherr bliver der mulighed for blandt andet at se en ny version af Liduro Power Port, som er et mobil energilagringssystem. Med prototypen på det stationære energilagringssystem LPO 600 vises mulighederne for en lokal nul-emissions energiforsyning til byggepladser i kombination med elektriske maskiner, siger han.
Som et højdepunkt fra brintteknologien præsenteres den første prototype af Liebherrs store hjullæsser med brintmotor. Omfattende undersøger viser, at brint er særdeles velegnet kulstofneutralt alternativ til at drive store køretøjer, der er vanskelige at drive med elektricitet, lyder det fra JMM Group.
Besøg fra danske fagfolk
Der vil fast være otte danske medarbejdere fra Johs. Møllers Maskiner på messen. Hertil kommer hele korpset af sælgere, som kommer til München på skift gennem hele ugen, oplyser direktøren.
- Bauma 2025 ser ganske fantastisk ud på forhånd. Som dansk importør kommer vi altid hjem med stort udbytte af udstillingen, hvor vi hver gang har besøg af rigtig mange danske fagfolk på den kæmpestore Liebherr-stand, siger Leif Rudebeck Petersen.
- Sådan bliver det helt sikker også fra den 7. til den 13. april, siger han.