Øst for E45 ved Horsens N bliver en midlertidig vej nu taget i brug, så Vejdirektoratets entreprenør kan udføre og etablere en ny og permanent vej.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.
Arbejdet sker i forbindelse med udvidelsen af E45 Østjyske Motorvej, som på denne strækning blandt andet indebærer at lave en ny Østbirkvej-Rute 461 og en bro henover E45 ved <55> Horsens N.
Et halvt års tid
Omlægningen sker mandag 3. februar om formiddagen, hvor der vil være vejarbejdere på vejen, da der blandt andet skal laves nye striber fra Østbirkvej til den midlertidige vej. Denne ligger syd for Østbirkvej og mellem motorvejen og rundkørslen ved Danish Crown og samkørselspladsen.
Vejdirektoratet oplyser, at trafikanter skal benytte den nye midlertidige vej et halvt års tid, frem til at den nye Østbirkvej og bro henover E45 kan blive taget i brug.
En midlertidig vej mere
Samtidig med omlægningen vil der også ske ændringer i forhold til samkørselspladsen, hvor fra bilister vil blive ledt til en midlertidig plads. Denne ligger på dele af et område, som bliver til en ny permanent samkørselsplads, lyder det fra Vejdirektoratet.
Den nye og noget større samkørselsplads bliver etableret, fordi et regnvandsbassin skal være der, hvor den nuværende plads er.
Derudover vil trafikken vest for motorvejen - om et par måneder - også blive ført over på en midlertidig vej for at få den permanente nye vej klar og ført hen til den nye bro, som er under konstruktion.