DinSkovl er navnet på en sandafretter skovl, som kom på markedet sidste år. Den er udviklet af Egon "Skipper" Henneberg fra Hatting ved Horsens, som har sat skovlen i produktion.

- Ideen fik jeg, da jeg for nogle år siden var i gang med et belægningsprojekt på en campingplads. Sandafretning er ofte en tidskrævende og fysisk belastende opgave. Jeg lå jo og rodede på jorden på traditionel vis og tænkte, at "det må da kunne gøres nemmere", fortæller han til Maskinteknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han begyndte at tegne lidt og testede forskellige løsninger, inden produktet var færdigt for et års tid siden, og nu gør det muligt at udføre præcis afretning med minimal indsats.

Feedback fra brugerne

I sommer begyndte Egon Henneberg og hans søn, Jonas Henneberg - som kom med i virksomheden for 2-3 år siden - at tage ud på nogle demodage, blandt andet til Åbent Hus hos A.E. Maskiner.

rich-media-3
Egon og Jonas Henneberg.

- Vi har på baggrund af feedback fra nogle entreprenører ændret lidt undervejs, senest med et nyt beslag, så nu spiller det virkelig, fastslår han.

Skovlen er fremstillet i fjederstål, og den kører på hjul, så man undgår at trække afretningsskinnerne med, når man arbejder.

- Desuden er den meget let. Det er lykkedes os at holde vægten på bare 60 kg. Det betyder, at den kun trykker med 30 kg på hver skinne, så man undgår, at skinnerne trykkes ned i det stampede sand, fortæller Egon Henneberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forlænges med sidestykkker

Skovlen er udviklet med et flydebeslag, så den selv falder til, når maskinføreren lægger den ned på skinnerne. Den passer til S30 og MH30 ophæng.

Bredden er som standard 120 cm, men der kan påsættes sidestykker i forskellig størrelse, så skovlen let kan opnå en bredde på 220 cm.

Han tilføjer, at skovlen er et 100 procent dansk kvalitetsprodukt, som bliver produceret lokalt kun 10 minutters kørsel fra kontoret i Hatting.

- Vi har haft en god og tæt dialog under tilblivelsen af produktet, hvor vi hurtigt har fanget småfejl og lavet tilretninger undervejs. Det har sparet os for en masse spildtid, siger Egon Henneberg.

Godt i gang

Foreløbig har DinSkovl.dk fået produktet ud hos fem forhandlere på tværs af landet, hvoraf nogle har flere afdelinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har nok brug for et par stykker mere for at dække hele landet - for eksempel i Vestjylland, siger han.

Egon og Jonas tager også gerne selv ud og demonstrerer produktet i områder, hvor der er langt til en forhandler.

- Vi er kommet fornuftigt i gang. Alene her i januar har vi solgt ni eksemplarer, selvom det endda er uden for sæson, siger Egon "Skipper" Henneberg til Maskinteknik.