Vejdirektoratet og Munck Havne & Anlæg a/s har netop underskrevet en kontrakt til en værdi på knap 400 mio. kr. for udvidelsen af den sidste strækning mellem Vejle og Skanderborg. Det skriver entreprenøren i et opslag på LinkedIn.
Entreprisen omfatter udvidelse fra 4 til 6 spor på ca. 4 km mellem Silkeborgvej - Østbirkvej samt opgradering af ca. 2,2 km kommunale veje. Desuden skal Munck stå for etablering af 2 nye vejbroer og forlængelse af 4 underføringer.
Med den netop indgåede aftale, som er den femte kontrakt mellem VD og Munck langs den jyske motorvej, står Munck nu for at fremtidssikre infrastrukturen, og øge fremkommeligheden på ikke mindre end 20 km motorvej og 8 km kommunale veje. Heraf 3 entrepriser på stribe mellem Horsens og Skanderborg, samt 2 entrepriser ved Aarhus Nord.
- Det er glædeligt at vi kan forsætte vores aktiviteter langs E45, og samarbejdet med Vejdirektoratet. Ordren er resultatet af et øget strategisk fokus på netop infrastrukturprojekter, som supplerer vores øvrige aktiviteter godt. Vi har en bred vifte af kompetencer, hvor vi i egenproduktion udfører tværfaglige anlægsopgaver som havne-, funderings- og klimatilpasningsprojekter, de kompetencer kan vi i høj grad bringe i spil på et infrastrukturprojekt som dette, siger adm. direktør Benny Ebbe Jørgensen.