I øjeblikket arbejder entreprenører med maskiner på området ved Nordic Waste. Arbejdet går ud på at grave det spunsbyggeri fri, der er placeret i det sidste beskyttelsesbassin ved E45.
Det oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse
Spunsbyggeriet har ikke længere nogen funktion, da åen er sluppet helt fri, lyder det.
- Det her spunsbyggeri fungerede som den sidste bastion for os i den periode, hvor vi arbejdede på den endelige løsning for Alling Å. Det gav os sikkerhed, hvis vores andre løsninger ikke havde den effekt, som vi regnede med. Hvis der skulle løbe forurenet overfladevand forbi vores bassiner, og dermed komme tæt på Alling Å, så kunne vi lukke helt af ude ved E45, siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune, i pressemeddelelsen.
- Det kom heldigvis aldrig i spil - og nu er der som bekendt helt styr på situationen, så vi også kan fjerne spunsbyggeriet her, siger han.
Arbejder til og med uge 8
I uge 7 vil der dermed køre maskiner ved E45 i forbindelse med arbejdet. Som en del af klargøringen af området til kørsel, blev der blandt andet lagt køreplader ud.

Bagefter bliver spunsen trukket op af jorden, og afslutningsvis vil kørepladerne blive fjernet igen.
Arbejdet vil stå på til og med uge 8, forventer Randers Kommune.

Det store jordskred ved Nordic Waste begyndte omkring 9. og 10. december 2023, og 19. december opgav miljøvirksomheden Nordic Waste at få jordmængderne under kontrol.
Derfra blev det Randers Kommunes opgave at stoppe jordskredet, hvilket skete i begyndelsen af 2024.
Siden er oprydningsarbejdet ved grunden gået i gang. Kommunen har tidligere meldt ud, at den endelige regning efter oprydningen lander på omkring 500 millioner kroner, men det er ikke sikkert.
