Tilbage i december sidste år opjusterede MT Højgaard Holding forventningerne, og det lever årets resultater op til, da koncernen for sjette år i træk leverer et regnskab med vækst.
Omsætningen voksede ni procent til 10,7 milliarder kroner drevet af solid vækst i både MT Højgaard Danmark og Enemærke & Petersen, hvor det forventede niveau var 10,5 milliarder kroner. Det fremgår af en selskabsmeddelelse fra koncernen i forbindelse med MT Højgaard Holdings netop offentliggjorte årsregnskab for 2024.
Driftsresultatet (EBIT) steg 25 procent til 486 millioner kroner med en overskudsgrad på 4,5 procent. Forventningen var 475-495 millioner kroner.
Koncernen oplyser, at MT Højgaard Danmark leverede det meste af fremgangen. MT Højgaard Property Development bidrag med avancer fra grund- og ejendomssalg, mens indtjeningen i Enemærke & Petersen faldt.
- Et godt år for koncernen
Resultatet efter skat af de fortsættende aktiviteter steg fra 305 millioner til 357 millioner kroner, da højere skatter i nogen grad opvejede forbedringer af driftsresultatet og finansielle poster, oplyser MT Højgaard Holding.
De ophørende aktiviteter i den tidligere internationale forretning gav et stort, men dog faldende underskud på -168 millioner kroner, oplyser koncernen.
Resultatet efter skat steg fra 104 millioner kroner til 189 millioner kroner.
Bestyrelsen foreslår desuden et udbytte på 6,5 kroner pr. aktie, svarende til 27 procent af årets resultatet, lyder det.
Ordreindgangen for året var 9,0 milliarder kroner mod 9,9 milliarder kroner i 2023 efter en selektiv tilgang til nye projekter for at sikre fornuftig rentabilitet, lyder det fra koncernen. Her kom 33 procent af ordreindgangen fra byggepartnerskaber og samarbejdssager, og ordreindgangen inden for anlæg og infrastruktur blev fordoblet til 2,4 milliarder kroner, oplyser MT Højgaard Holding.
- 2024 var et godt år for koncernen, og med afviklingen af internationale aktiviteter sætter vi punktum for fem års transformation. Vi er gået fra syv forretningsenheder til tre og har flyttet fokus til Danmark, siger koncernens CEO Rasmus Untidt i selskabsmeddelelsen.
- Vi er konkurrencedygtige. Vi har hævet driftsindtjeningen til et niveau, som overgår de oprindelige forventninger, og vi har den finansielle styrke til at gøre de rigtige ting. Vi står kort sagt et godt sted. Opgaven er nu at gøre klar til at tage næste skridt, siger Rasmus Untidt.
Forventninger til året
MT Højgaard forventer, at 2025 bliver et år med stabil indtjening fra de løbende bygge-, renoverings-, anlægs- og serviceopgaver.
Disse forventninger bliver ifølge koncernen understøttet af en solid ordrebeholdning, en god pipeline og en "stærkt eksponering mod vækstområder i markedet".
"Med en forventning om et væsentligt lavere underskud fra ophørende aktiviteter, en uændret skatteprocent og stort set uændrede finansielle poster er der basis for, at en større del af driftsresultatet finder vej til bundlinjen i 2025", skriver koncernen.