Det går godt hos den fynske leverandør af maskinstyring Unicontrol. Omsætningen i 2024 er vokset med over 29 procent til 137,4 millioner kroner. Succesen stopper dog ikke her. Overskuddet før skat er mere end 70 procent højere end året før og lander på 30,6 millioner kroner. Unicontrol præsenterede i 2021 en omsætning på 30 millioner kroner, og dermed har leverandøren mere end firedoblet sin omsætning på blot tre år.
Gennembrud i Nordamerika
Opkøbet af Unicontrol af den amerikanske teknologivirksomhed Spectra Precision har åbnet dørene til det nordamerikanske marked, hvilket udgør en stor mulighed for virksomheden. Med et enormt markedspotentiale og stigende efterspørgsel på intuitive teknologiløsninger i byggebranchen er Unicontrol på vej mod en markant global tilstedeværelse, lyder det i en pressemeddelelse fra virksomheden.
- Teknologi skal være brugervenlig, og det er præcis, hvad vi leverer. Det er en afgørende faktor, uanset om du står på en byggeplads i København eller North Carolina siger administrerende direktør Niels Bjerregaard.
Medarbejdere driver succesen
- Selv i et år præget af store forandringer, herunder et nyt ejerskab, har Unicontrols medarbejdere udvist enestående engagement og fokus. Deres dedikation har ikke alene sikret en markant vækst i omsætning og resultater, men også bevist, at stærkt samarbejde og fælles ambitioner kan drive en virksomhed til nye højder, lyder det i meddelelsen.
Administrerende direktør Niels Bjerregaard fremhæver det stærke sammenhold i organisationen.
- En salgsproces kan være intens og krævende, og risikoen for at miste fokus på kerneforretningen er altid til stede. Men hos Unicontrol har vi et fænomenalt team, der har formået ikke blot at håndtere ejerskiftet professionelt, men samtidig at levere en imponerende vækst og en bundlinje, vi kan være stolte af, siger han.