Store gravemaskiner på pramme har gennem tre vintersæsoner gravet blød havbund væk til den kilometerlange perimeter til Lynetteholm, og nu er arbejdet afsluttet - før tid.

Arbejdet blev færdigt i midten af februar, hvilket var cirka halvanden måned før planlagt. Det fremgår af en pressemeddelelse fra By & Havn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er glædeligt og en stor milepæl, at vi nu er i hus med gravearbejdet, og så endda lidt før tid, siger Hans Vasehus, der er havnebygmester og anlægschef i By & Havn, i pressemeddelelsen.

- Nu fortsætter vi det resterende arbejde med at færdiggøre Lynetteholms kystfremspring og stendæmninger, der skal danne ramme om Lynetteholm og den fremtidige stormflodssikring mellem Refshaleøen og Nordhavn i Københavns Havn, siger Hans Vasehus.

Var nødvendig at fjerne

Der er kun blevet gravet i vinterhalvåret af hensyn til havets dyr og planter. Her har projektets entreprenør, Aarsleff, igennem tre gravesæsoner fjernet blød havbund i tracéet, hvor Lynetteholms stendæmninger bliver etableret.

rich-media-2
Under disse stendæmninger er blød havbund blevet gravet væk. Foto: By & Havn.

Alene Lynetteholms omkreds udgør cirka syv kilometer, hvor der er blevet fjernet havbund hele vejen.

- I det område, hvor Lynetteholm etableres, er eksisterende havbund meget blød, og det har derfor været nødvendigt at fjerne den bløde havbund og erstatte den med sand for at give et stabilt underlag, der hvor de nye stendæmninger etableres, siger Ulrik Andreasen, der er projektdirektør i Aarsleff.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På denne måde har vi sikret, at stendæmningerne kan modstå fremtidens havvandsstigninger og stormfloder, siger projekt-direktøren.

Miljøovervåget

Myndighederne har stillet en række krav til gravearbejdets udførelse for at minimere spild under håndteringen, og de har stillet krav til den løbende overvågning af vandkvaliteten.

Denne er blevet målt både før, under og efter gravearbejdet via Lynetteholms miljøovervågningsprogram, som rådgivningsvirksomheden DHI varetager for By & Havn.

rich-media-4
Gravearbejdet er løbende blevet miljøovervåget. Foto: By & Havn.

Resultaterne fra overvågningen af første og anden gravesæson viste, at der ikke kunne ses en målbar forringelse af vandkvaliteten nær Lynetteholm som følge af arbejdet, oplyser By & Havn.

De første vandprøver fra den tredje og nu afsluttende gravesæson ser også fine ud, lyder det. De sidste vandprøver bliver efter planen taget i slutningen af april. Herefter udarbejder DHI endelig rapport for tredje og sidste gravesæson.