Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Grusgravs nye stjernesorterer åbner nye muligheder - skal imødekomme råstofmangel
Et styks Backers Stjärn sikt 3-mtb er blevet installeret og sat i drift i Mogenstrup Grusgrav og Genbrugsindustri ved Tølløse.
Og det er en investering, der åbner nye muligheder for virksomheden.
- Vi har ikke tidligere haft en maskine, der kunne sortere den klistrede ler fra, som den her kan. Derudover kan maskinen omstilles til også at kunne kalkstabilisere jord, fortæller Steen Henrik Hansen, der er direktør i grusgraven.

Og særligt sidstnævnte funktion ser man et stort potentiale i i grusgraven.
- Vi mangler råstoffer - især på Sjælland, og det her kalkstabiliserede materiale, vi kan lave med maskinen, er blevet godkendt til anvendelse i eksempelvis bundsikring under veje, cykelstier, parkeringspladser, og man bruger det også til genopfyld, når man laver fjernvarme, fortæller driftschef i grusgraven Thomas Ravn Christensen.

- Folk skal lige have øjnene op for det og se det fungere i praksis, men det er ikke anderledes, end da man begyndte at genanvende tegl og mursten. Folk var bange for det i begyndelsen, men nu kan vi jo slet ikke følge med efterspørgslen. Vi tror på, at det samme kommer til at ske med det her kalkstabiliserede jord, siger han.
- Faktisk skal vi ud og kalkstabilisere 80.000 tons jord om lidt, tilføjer han.
Hurtig omstilling
Selve justeringen af maskinen fra almindeligt sorteranlæg til jordstabiliseringsanlæg tager et par timer. Derefter skal man lige være sikker på, at computer, vægt og så videre kører, som det skal, og så er det bare at give los.

Maskinen er udstyret med bælteundervogn og hjul, der gør den let at flytte både på pladsen men også rundt om i landet, som det er planen.
- Du kører bare bælteundervognen op og spænder den efter lastbilen, fortæller Steen Henrik Hansen.
- Vi har allerede to-tre kunder, der efterspørger den til jordstabilisering i forbindelse med fjernvarmeopgaver. Det er smart, fordi de hverken behøver at bruge penge på ny jord til genopfyld eller betale for at få den opgravede jord kørt væk, siger Steen Henrik Hansen.

Maskinen lejes ud med operatør. På den måde er man sikker på, hvad der bliver puttet i maskinen.
- Henrik, der er førstemand på maskinen, er udlært smed indenfor branchen, så han har den nødvendige tekniske viden, og hvis han skal ringe efter en montør, så ved han, hvad han snakker om. Så det hjælper en hel del, siger Steen Henrik Hansen.
Stjernesortereren er leveret af Meldgaard, og det er der udpræget tilfredshed med i grusgraven.
- Vi får en yderst god service, og de opstartsproblemer, der nu engang har været med nogle småting, de bliver taget meget seriøst, siger Steen Henrik Hansen.
Nu ser man blot frem til, at kunderne får tillid til produktet, så maskinen kan komme ud og arbejde for pengene. Det er driftschefen dog ikke i tvivl om nok skal ske indenfor en overskuelig tidshorisont.
- Der er jo kalk i jorden i forvejen - vi tilsætter bare noget mere, siger Thomas Ravn Christensen.
