Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Konkursramt entreprenør genopstår
Et par uger efter at entreprenøren Troels Jørgensen A/S gik konkurs, står det klart, at en del af virksomheden genopstår.
Det skriver Troels Jørgensen A/S i en pressemeddelelse.
Virksomheden får nyt liv under ledelse af den nye direktør Jacob Andersen og hans partner Johnny Hansen, der har overtaget rettighederne til virksomhedens navn, hovedsædet i Kettinge og en del af medarbejderstaben.
Overdragelsen markerer starten på en ny fase for virksomheden, som vil fortsætte med at levere kvalitetsløsninger til både erhvervslivet og den offentlige sektor på Lolland, Falster og det øvrige Sydsjælland.
Den nye direktør Jacob Andersen, der frem til konkursen arbejdede i virksomheden som projektleder for anlæg, jord, kloak & beton, ser frem til en ny tid og store muligheder for fortsat udvikling af virksomheden.
- Jeg er meget glad for, at vi kan genskabe noget af driften og bevare en del af arbejdspladserne på Lolland-Falster. Firmaet og navnet Troels Jørgensen betyder rigtig meget for mig og har i flere år været kendt for at udføre håndværksmæssig kvalitet med tætte kunderelationer. Vi er glade for, at det er lykkedes at overtage navnet og en del af medarbejderne, og vi viderefører nu driften fra det nuværende hovedsæde i Kettinge. Samtidig arbejder vi målrettet på at styrke bemandingen i takt med de opgaver og aftaler, vi indgår med vores kunder, siger han.
Med overdragelsen følger altså både Troels Jørgensens velkendte navn, goodwill og et stærkt team af nøglemedarbejdere. Tre store aktuelle byggesager - renoveringen af Christianssæde Slot, nyt museumsmagasin til Museum Lolland-Falster og ombygningen af sognegården i Væggerløse indgår dog ikke i aftalen.
Troels Jørgensen videreføres som en professionel hovedentreprenør og vil fortsat tilbyde alt fra hovedentreprise og fagentreprise til både større og mindre projekter for private kunder, erhvervslivet, offentlige institutioner og foreninger i lokalområdet.
- Vi ser frem til at bygge videre på det stærke fundament, som Troels Jørgensen har skabt, og glæder os til at fokusere på de nye muligheder, der åbner sig, siger Jacob Andersen.
































































