Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Et besøg på Bauma skal sætte skub i eksporten hos JST
To sælgere fra Maskinfabrikken JST er kørt til München for at deltage i verdens største messe for entreprenørbranchen, Bauma, der foregår i disse dage.
De har dog ikke stand på messen, men deltager sammen med de omkring 500.000 gæster, der forventes at lægge vejen forbi.
- Vi er ved at udvide vores eksportmarked alt det, vi kan. Vi føler, at vi er godt med i Danmark, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne vil sælge noget mere. Og der kunne udlandet være et rigtigt godt bud, siger Mathias Antonsen, der har været sælger hos Maskinfabrikken JST i to år.
Både onsdag og torsdag er han på messen sammen med en kollega.
- Mange af vores danske kunder er på messen og står rundt ved de forskellige forhandlere. Det er dem, vi skal ned og sige hej til. Og så skal vi selvfølgelig også se, hvad der rører sig ude i det store udland. Der er nogle, der har maskiner med, som vi ikke ser i Danmark, og det kan også være, at der er nogle, der har opfundet den helt dybe tallerken på en ny skovl eller noget andet.

Mere grej til udlandet
Stort set alle delene til JST's skovle og redskaber bliver lavet på fabrikken i Lem St. i Vestjylland. Produkterne er specielt udviklet til entreprenørbranchen og til landbruget. De bliver især solgt i Danmark, men også eksporteret.
- Strategien er, at vi skal eksportere noget mere grej til udlandet. Vi har plads på fabrikken til, at der kan ske noget mere - både i forhold til at udvide rent fysisk, men også med, at vi kan udvide med mandskab. Vi har allerede rimelig godt fat i Island, Norge, Færøerne og Grønland, men vi kunne godt tænke os at eksportere mere, siger Mathias Antonsen.
Det er både entreprenør- og landbrugskunder, som JST går efter i udlandet, men det er på entreprenørsiden, at den vestjyske virksomhed i dag eksporterer mest.
- Nordtyskland er jo ikke ret langt væk fra Danmark - hverken geografisk, eller på den måde jorden er på rent fysisk eller kulturelt. Det er et kæmpe stort land, som vi gerne vil have mere gang i.
De seneste 20 år er JST gået fra en enkeltmandsvirksomhed til i dag at have omkring 70 medarbejdere.
