Lyt til artiklen:

Stor entreprenør fordobler indtjeningen

00:00
Hastighed: ???x
01:50

Raundahl & Moesby med base i Aarhus havde et stærk 2024, hvor man fordoblede indtjeningen trods en nedgang i omsætningen. Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab.

Nettoomsætningen endte på 1,464 milliarder kroner - et fald fra 1,885 milliarder året før.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld voksede bundlinjen markant, idet resultatet før skat steg fra 29,85 millioner kroner i 2023 til 59,21 millioner sidste år.

- Trods en omsætningsnedgang (...) har vi holdt vores bemanding intakt, så vi er klar til at gennemføre de mange opgaver, der ligger foran os, siger CEO Carsten Raundahl i en pressemeddelelse.

Og indeværende regnskabsår tegner endnu bedre.

- I 2025 forventer vi således en omsætning i størrelsesordenen 1,75 milliarder kroner og et resultat før skat på 75 millioner kroner, tilføjer han.

Med resultatet styrker Raundahl & Moesby soliditeten yderligere, og egenkapitalen udgør nu 368 mio. kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et særligt byggeri

Et afleveret byggeri i 2024 påkalder sig særlig opmærksomhed, idet Raundahl & Moesby har færdiggjort et banebrydende byggeprojekt i Svenstrup, der, som det måske første i Danmark, lever op til EU-taksonomiens Artikel 7.1 om bæredygtighed.

Projektet markerer en milepæl inden for mere bæredygtigt byggeri ved efterlevelse af EU-taksonomiens artikel 7.1, som er EU´s definition på grønne investeringer i forbindelse med opførelse af nye bygninger.

Carsten Raundahl forventer, at efterspørgslen efter byggerier, der overholder EU-taksonomiens Artikel 7.1, vil stige markant i de kommende år, idet investorerne nu har fået en officiel standard for, hvornår de må kalde deres ejendomsinvesteringer grønne.