Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Enormt jordarbejde i gang på Vestfyn - 215 maskiner arbejder løs på ny jernbane
Det er et sandt inferno af maskiner, der møder øjet, når man triller en tur over E20 på Vestfyn. Fra motorvejen har man nemlig et godt kig til det enorme anlægsarbejde, der foregår langs ruten.
- Vi skal flytte omtrent syv millioner kubikmeter jord i forbindelse med projektet, og lige nu har vores entreprenører cirka 215 maskiner i gang, så det er et kæmpestort anlægsarbejde, lyder det fra projektleder hos Vejdirektoratet, Janie Winther Ipsen, da Maskinteknik lægger vejen forbi.

Arbejdet skal munde ud i en ny jernbanestrækning. Fra Odense til Kauslunde anlægger Vejdirektoratet i samarbejde med Banedanmark 35 kilometer ny, dobbeltsporet, elektrificeret højhastighedsjernbane, der skal reducere rejsetiden for persontog med cirka fem minutter og samtidig øge kapaciteten på den trængte strækning.
100-tons maskine i arbejde
Projektet gik i gang i 2022, og anlægsarbejdet startede op i 2024. Anlægsarbejdet er inddelt i seks entrepriser, og samlet set har Vejdirektoratet alene i 2024 indgået kontrakter for 2,5 milliarder kroner.
Tre entrepriser er gået til M.J. Eriksson, én er gået til Gustav H. Christensen A/S, og de sidste to er tilfaldet Aarsleff, der har lejet en ordentlig kleppert af en gravemaskine på 100 tons ind til opgaven.
- Alene på vores entrepriser skal der flyttes omtrent 1,2 millioner kubikmeter jord, så vi har lejet en Caterpillar 395'er til at læsse alle materialerne ud mod Middelfart og så den anden vej bagefter, fortæller Michael Sten, der er formand hos Aarsleff.
Et effektivt redskab i kampen mod mængderne.
- Skovlen i sig selv vejer 7,5 tons, og der skal bare et par skovlfulde til at læsse en 30-tons dumper, fortæller formanden.

Besværlige jordforhold
På Aarsleffs entrepriser er 56 mand beskæftiget med jordflytning. De kører alle maskiner. Derudover har man omtrent 100 mand mere beskæftiget på projektet.
Og det er da også jorden, der er den helt store hurdle på projektet.

- Den store udfordring på projektet er jordforholdene. Har vi regn, så går vi simpelthen i knæ og er nødt til at stoppe, indtil vejret bliver bedre, for materialerne hernede er ikke ret gode. Det varierer meget, men det er sand, ler og gytje - noget rigtig klisterstads, siger Michael Sten.

Derfor er det i mange tilfælde nødvendigt at kalkstabilisere jorden, så den kan genbruges. På hele projektet skal der anvendes anslået omtrent 50.000 tons kalk til at kalkstabilisere med.

Aarsleffs strækning er omtrent ti kilometer lang, og det meste af jordarbejdet skal være færdigt til sommer.
- Så der skal hænges i, og satses på godt vejr, siger Michael Sten.
Hele projektet skal stå klar i 2027, og derefter vil der foregå testkørsler.