Lyt til artiklen:

Asfalt og stærkt sammenhold

00:00
Hastighed: ???x
06:59

For noget tid siden stod udlæggeren med dampende asfalt i kassen, og i et inferno af larm, blev gammel asfalt fræset af.

Lidt på afstand holdt tromlen klar til at gøre arbejdet færdigt efter "strygejernet," der præcist glattede asfalten, så den flugtede med kloak- og brønddæksler. Velkendte logoer vidnede om en maskinpark udlånt af virksomheder i asfaltindustrien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu er der tomt på pladsen. Maskinerne er hentet hjem af virksomhederne. For der er forår i luften og travlhed ude på landevejene. Asfaltsæsonen er i gang. På Mercantec i Ulfborg Kjærgaard sad de 17 elever fra hele landet nu indendørs og fokuserede på den teoretiske del af deres afsluttende opgave.

Gammel rotte i branchen

Sammen med sin eksamens-makker Henrik trak Simon Gislund opgaven at asfaltere Stationsvej og parkeringsplads i landsbyen Tim 15 kilometer sydpå.

- Vi målte op mandag og tirsdag, og torsdag var vi i fuld gang med beregningerne. Opgaven afleverede vi fredag 11. april - og forsvarer til eksamen i uge 33 samtidig med den praktiske prøve ude på pladsen her på skolen.

rich-media-2
I foråret stod den på opgaveskrivning for 55-årige Simon Gislund. Foto: Henrik Kastoft.

Simon er ingen vårhare i branchen. Han har 5.000 timers erfaring og går på skolen som såkaldt merit-elev. På vej til at blive faglært. De seneste seks år har han arbejdet som ufaglært hos Colas i Nordjylland, hvor han til daglig bor sammen med sin hustru i Hjallerup.

Oprindeligt er han udlært maskintekniker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg blev kørt over af stress i den smedevirksomhed, jeg arbejdede i. Da jeg kom ovenpå igen, snuste jeg til asfaltbranchen, men blev sidenhen buschauffør, hvor jeg i fem år kørte med ældre og handicappede.

Ikke færdig med asfalt

Men Simon var ikke færdig med asfalt. Slet ikke:

- Jeg kan lide branchen. Holdånden er stærk. Jargonen ærlig og ligefrem. Ikke to dage på jobbet er ens. Og ja, arbejdsdagene kan være lange. Når først maskineriet kører, skal arbejdet gøres færdigt. 10-12 timer er ikke usædvanligt. Til tider endda længere.

I det nordjyske har Simon oftest arbejdet i små hold på mindre opgaver - typisk cykelstier og villaveje. På en udlægger, der kan asfaltere i bredder fra 1,1 til 3,4 meter. Når eksamen er i hus, vender han tilbage til Colas.

Lægger asfalt på papir

I sæsonen er der rift om vejasfaltører. Jobmulighederne er gode - arbejde er der nok af. Simon har flest erfaringer med danske kolleger, men der har også været polakker og litauere på hans sjak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men i april var opgaven at lægge asfalt på papir. Simon arbejdede til eksamen sammen med Henrik, som har været i branchen i 20 år som ufaglært. De delte mødelokale med et makkerpar, som trak samme opgave, hvor de udvekslede ideer og erfaringer fra virkeligheden.

rich-media-6
I foråret var opgaven at lægge asfalt på papir. Foto: Henrik Kastoft.

Mødebordet flød med tætskrevne papirer og et lager af ammunition til at klare strabadserne med: Toms karameller, Piratos-lakridser og adskillige kander kaffe.

- Denne uge var lidt hård. Jeg trives bedst ude i frisk luft, hvor jeg kan arbejde med mine hænder. Nu sidder vi ved computeren med papirer, opmålinger, manualer, lommeregnere og tegninger.

rich-media-7
Vejasfaltøruddannelsen kan tages hos Mercantec Ulfborg Kjærgaard.Foto: Henrik Kastoft.

- Asfaltarbejde er håndværk. Vores beregninger er bedste mands bedste bud - i den ideelle verden, hvor alle fem mand på holdet er lige friske. Vi beskriver i detaljer, hvornår vi skal bruge asfalt på dag 1, 2 og 3. Det er meget virkelighedsnært, og svarer ret beset til det opdrag, formanden får af entrepriselederen. Men virkeligheden er jo også, at en på holdet kan være sløj eller syg. Lastbilen kan punktere på vej hertil fra værket. Tromlen kan nægte at starte. Mange ting kan gå galt.

Grus i maskineriet er kostbart. Når den flydende asfalt har forladt værket, er det i bund og grund muligt at arbejde med den i seks timer. Derefter hærder den af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stærke hold også på skolen

- Det skønne ved asfaltarbejde er holdet. At vi har hinandens ryg. Være en lille gruppe mennesker, som tilsammen udgør en stærk kæde, der får tingene gjort godt.

- Det gælder også her på skolen, som er et godt sted. For min skyld måtte den gerne ligge i Viborg, så vi havde biograf og den slags, men vi klarer os. Dyrker sport, tager et slag billard, spiller banko, laver bål ved shelter og ser fjernsyn. På mit hold er vi tre på min alder og en gruppe af folk i 40'erne. Halvdelen er vel 25 år og derunder. I skoletiden arbejder vi på kryds og tværs - i fritiden søger vi nok dem, vi bedst kan spejle os i livserfaringsmæssigt.

rich-media-9
Foto: Henrik Kastoft.

I sin fritid er Simon frivillig i Hjallerup Bio, hvor han sidder i en styregruppe, der styrer indkøb til biografens kiosk. Den lokale borgerforening har han også været en del af og giver gerne en hånd ved det årlige Hjallerup Marked.

Simons hustru er social- og sundhedsassistent på et plejehjem. For tiden ser de ikke meget til hinanden, for Simon bor på Mercantec Ulfborg Kjærgaard.

- Der er to timers kørsel fra Hjallerup hertil. Jeg tager afsted søndag og kommer hjem fredag eftermiddag. Min hustru er på fast nattehold hver anden weekend.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På lidt længere sigt kunne Simon Gislund godt drømme om at blive formand på sit sjak i Nordjylland.

- Asfalt er dejligt konkret, men også teori, beregninger og udmålinger. I folkeskolen kan matematikstykker være svære at løse. Her på skolen er teori og praksis vævet sammen. Det vi regner på om formiddagen, gør vi på pladsen om eftermiddagen.

Branche med fantastiske mennesker

Asfaltbranchen er relativt lille. De fleste kender alle. I travle perioder føler Simon Gislund sig nærmest gift med Colas. Om alt går vel, er han til sommer faglært vejasfaltør.

Christine Thorhauge har årtiers erfaring fra Mercantec - det seneste halvandet år som leder af Mercantec Ulfborg- Kjærgaard.

Arbejdspladsen: Colas Danmark A/S

Se også:

Arbejdspladsen: Colas Danmark A/S

- Vi har arbejdet med vejasfaltøruddannelsen i over 20 år. Det er en fornøjelse - branchen er meget lydhør. Dialogen mellem virksomheder, asfaltindustriens brancheorganisation og skolen er tæt. Vi forbedrer os konstant - skaber gode uddannelsesforhold for unge og mere erfarne lærlinge, siger hun og runder af med disse ord:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Branchen er fyldt med fantastiske mennesker. Som centerleder nyder jeg at gå rundt blandt eleverne og blive klogere på deres oplevelser, få deres syn på uddannelse og - ikke mindst - lære deres livshistorier at kende: Hvad der har ført dem til det sted i livet, de er i dag. Alle elever på skolen har truffet et aktivt valg: At forandre deres livssituation ved at tage en uddannelse. Forandringer er ikke en gave, vi får - det er en beslutning, vi tager.

Og skulle nogen være i tvivl, sidder Simon Gislund i mødelokalet på etagen ovenover. Som det lyslevende bevis på, at den slags beslutninger kan træffes når som helst i arbejdslivet.