Lyt til artiklen:

Emil vil gerne ud i verden med sit fag

00:00
Hastighed: ???x
02:23

Emil Kjær er vokset op på landet ikke ret langt fra Hydrema Center Nord i Støvring. Og med en stor interesse for maskiner er det meget naturligt, at det også er der, han senere er endt som entreprenørmaskinmekanikerlærling.

- Det er en rigtig god arbejdsplads med nogle fantastiske kollegaer. De er gode til at tage hånd om en, hvis der er noget, man ikke forstår. Det er helt sikkert et specielt sted at være, fortæller Emil Kjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Hydrema ligner dagene aldrig hinanden, fortæller den unge lærling. Det er én af de ting, der gør arbejdet så spændende.

- Den ene dag skal jeg måske ud i marken, og den næste får vi en maskine ind, der slet ikke kan starte. Det er meget forskelligt, hvad jeg laver, og det er fedt, siger han.

Store maskiner og svære opgaver er lige noget for Søren

Se også:

Store maskiner og svære opgaver er lige noget for Søren

- Lige så snart du får fingrene i det, så får du en helt anden forståelse for, hvordan tingene virker, og hvad det er, du står og arbejder med. Det er spændende, synes jeg.

rich-media-3
I forbindelse med et praktikforløb på HEG var Emil Kjær fem uger i Filippinerne. Foto: Tim Søgaard.

De opgaver, Emil Kjær bedst kan lide, er fejlfindingsopgaver.

- Hvordan du udbedrer fejlen er ofte beskrevet i håndbøger eller andet materiale, men når man skal bruge sine faglige evner til selv at finde fejlen, fordi det ikke står nogen steder, det er en fed opgave, siger Emil Kjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Får han lov, vil han gerne fortsætte hos Hydrema efter sin læretid. Hvis ikke han skal det, vil han gerne ud i verden og bruge sin faglighed.

- I forbindelse med mit skoleforløb var jeg fem uger i praktik i Filippinerne for at skrue i entreprenørmaskiner, det var fedt, og det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen. Australien kunne også være spændende, siger Emil Kjær.

Klar til at kæmpe om trofæet

Oplevelser er der også i vente for Hydrema-lærlingen, når han skal kæmpe om trofæet ved konkurrencen om at blive Danmarks Bedste Lærling på Roskilde Dyrskue d. 30. maj - 1. juni.

- Jeg har valgt at stille op, fordi jeg godt kunne tænke mig at vise de færdigheder frem, som jeg har udviklet de seneste par år. Jeg tænker også det er en god måde at vise sig frem på, siger Emil Kjær.

Selvom der er nervøsitet at spore hos lærlingen forud for konkurrencen, var han ikke et sekund i tvivl om, hvorvidt han skulle sige ja til at deltage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man er selvfølgelig altid nervøs over, hvordan man kommer til at gøre det, men jeg var ikke nervøs for at stille op. Det var rimelig impulsivt. Det skulle jeg bare. Det er en fed oplevelse at få, siger Emil Kjær.

Konkurrencen afholdes af Maskinleverandørerne.