Lyt til artiklen:

B7-diesel: NCC sænker CO2-udledning med mere end 500 tons

00:00
Hastighed: ???x
02:17

Maskinparken hos NCC i Danmark får nu nyt brændstof i tanken. Fremover kører de på B7-diesel - en dieseltype tilsat 7 procent biodiesel, der sænker CO2-udledningen, uden at det går ud over ydeevnen.

Skiftet er netop implementeret på tværs af hele virksomhedens lokationer og projekter i Danmark - fra asfaltfabrikker til byggepladser og anlægsprojekter - og markerer endnu et skridt i den retning, NCC har sat kurs mod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Effekten mærkes i hele NCC i Danmark, men det er særligt den maskintunge forretningsenhed Råstoffer, der oplever en tydelig forbedring i CO2-regnskabet. Her forventes en årlig besparelse på omkring 400 tons CO2.

Ansvarlig udvinding af råstoffer

Søren Evald Jensen, direktør for NCC's danske råstofdivision under NCC Industry, understreger vigtigheden af initiativet:

- Dette er næste skridt i vores ambition om at reducere vores CO2-udledning. Råstoffer er afgørende for udviklingen af vores samfund og ikke mindst for den grønne omstilling. Derfor skal vi selvfølgelig hente råstofferne med omtanke for miljøet, siger han i en pressemeddelelse.

Ud over skiftet til B7-diesel arbejder NCC's råstofdivision også målrettet med at mindske tomgangstiden på virksomhedens maskiner. En fokuseret indsats har allerede bragt tomgangstiden ned fra cirka 20 procent i 2022 til kun 7 procent i 2025.

Teknologi og uddannelse skaber effekt

NCC's råstofdivision anvender desuden teknologien Clevertrack, der overvåger samtlige læssemaskiner på virksomhedens råstoflokationer landet over. Data herfra visualiseres på dashboards i alle grusgrave og søpladser, hvilket giver medarbejderne et bedre overblik og mulighed for at optimere driften yderligere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle virksomhedens maskinførere har desuden gennemført et ECO operator-kursus hos Volvo i Sverige, hvor de har fået praktiske redskaber til at minimere unødvendig tomgang.

rich-media-3
Alle virksomhedens maskinførere har desuden gennemført et ECO operator-kursus. Foto: Jonathan Grevsen.

- Uddannelse af vores maskinførere er en afgørende del af arbejdet med at reducere CO2-udledning. De har fået en stærkere forståelse af, hvordan de kan bidrage aktivt til at skåne miljøet i dagligdagen, siger Søren Evald Jensen.